Prinsesse Noor og månefisken

Prinsesse Noor boede i et slot helt ude ved havet, hvor bølgerne plaskede mod murene om natten. Hun elskede at sidde ved det åbne vindue og lytte til vandet, mens hun gjorde sig klar til at sove.

En aften lyste der noget mærkeligt nede i den lille bugt. Det var ikke månen, for månen stod højt på himlen. Det var noget i vandet - et blødt, sølvfarvet skær, der bevægede sig frem og tilbage.

Noor tog sin lygte og gik ned ad trappen til stranden. Da hun kom helt ned til kanten, så hun det: en lille fisk, der lyste som en fuldmåne, lå strandet i en lav vandpyt mellem to klipper. Tidevandet var trukket sig tilbage, og fisken kunne ikke komme ud igen.

“Åh, du fine lille fisk,” sagde Noor. “Du er strandet.”

Fisken kiggede på hende med store, blanke øjne. Den blinkede svagt, som om dens lys var ved at blive svagere.

Noor tænkte hurtigt. Vandpytten var for lille, og fisken var for langt fra det dybe vand. Men hun lagde mærke til, at der gik en lille rende mellem klipperne, ned mod havet. Hvis bare der var vand nok i den.

Hun fyldte sine hænder med vand fra havet og bar det op til renden. Igen og igen. Lidt efter lidt løb der en tynd strøm af vand ned gennem renden, helt ud til den dybe sø.

Så løftede hun forsigtigt den lille månefisk - den var glat og kølig og lyste op i hendes hænder - og lagde den ned i renden.

Fisken mærkede vandet. Den slog med halen. Og så gled den, helt af sig selv, ned gennem renden, hurtigere og hurtigere, indtil den med et lille plask forsvandt ud i det dybe, mørke vand.

Et øjeblik var alt stille. Så lyste hele bugten op. Ikke bare én månefisk, men hundredvis af dem, der alle var kommet for at byde den lille velkommen hjem. Vandet glimtede sølv og blåt, så langt Noor kunne se.

Hun satte sig på en sten og kiggede ud over det lysende hav, til fiskene langsomt svømmede dybere ned, og lyset blev blødere og blødere.

“Godnat, lille månefisk,” hviskede hun. “Sov godt dernede i det dybe.”

Noor gik op til sit værelse. Bølgerne plaskede stadig mod murene, men nu lød det som en vuggevise, syntes hun. Hun lagde sig under dynen og kunne stadig se det svage sølvskær fra havet danse på loftet.

Og mens hun gled ind i søvnen, forestillede hun sig, at hun selv var en lille fisk, der svømmede dybt og roligt i et varmt, blødt hav, hvor alt var godt.

Sov sødt, lille ven. Havet vugger alle sine børn i søvn.