Prinsesse Runa og snemandens ønske

Det havde sneet i flere dage over prinsesse Runas slot. Alt var hvidt og blødt og stille. Runa elskede vinteren, og den allerførste ting, hun lavede, var en stor snemand i slotsgården.

Hun gav ham øjne af to mørke sten, en næse af en gulerod og et smil af små kviste. Og da hun var færdig, skete der noget mærkeligt - snemanden blinkede med øjnene.

“Goddag, prinsesse,” sagde han med en kølig, venlig stemme.

Runa blev så glad, at hun klappede i hænderne. Hver dag derefter gik hun ud og snakkede med snemanden. De fortalte hinanden historier og kiggede på de faldende snefnug sammen.

Men en aften virkede snemanden trist.

“Hvad er der galt?” spurgte Runa.

Snemanden sukkede en lille frostsky. “Jeg har et ønske,” sagde han. “Jeg har hørt om foråret. Om de grønne blade og de gule blomster og fuglene, der synger. Men en snemand kan aldrig se foråret. For når foråret kommer, smelter jeg jo væk. Jeg vil så gerne bare se det én gang.”

Runa blev helt stille. Det var sandt. Snemanden kunne aldrig opleve foråret. Det gjorde hende ked af det.

Men så tænkte hun længe. Og pludselig fik hun en idé.

“Vent her,” sagde hun og løb ind i slottet.

Hun kom tilbage med sin store bog, hvor hun havde tegnet og malet hele sidste forår: de grønne træer, de gule og hvide blomster, sommerfuglene, den blå himmel og den varme sol. Hun satte sig ned ved siden af snemanden i den bløde sne og åbnede bogen.

“Sådan ser foråret ud,” sagde hun blidt. “Se - det her er æbletræet, når det blomstrer. Og det her er engen, hvor jeg plukker mælkebøtter. Og hør, sådan synger solsorten om morgenen.”

Og Runa fløjtede solsortens lyse, smukke sang.

Snemanden kiggede og kiggede. Hans stenøjne lyste, og hans kviste-smil blev bredere og bredere.

“Åh,” hviskede han. “Nu har jeg set foråret. Det er endnu smukkere, end jeg troede. Tak, prinsesse. Nu er jeg det lykkeligste snemand i hele verden.”

Runa lukkede bogen og pakkede snemandens kolde, runde krop ind i et varmt blik. De sad sammen, mens stjernerne kom frem over den hvide gård, og snefnuggene dalede stille ned omkring dem.

“Godnat, kære snemand,” sagde Runa og gabte.

“Godnat, kære prinsesse,” svarede snemanden. “I min drøm i nat vandrer jeg gennem en eng fuld af blomster.”

Runa gik ind og lagde sig under sin varme dyne, mens hun forestillede sig den samme eng - grøn og solbeskinnet og fuld af sommerfugle.

Sov sødt, lille ven. Bag den hvide vinter venter foråret altid på dig.