Prinsesse Vega og stjernekortet

Prinsesse Vega elskede stjerner mere end alt andet i verden. På toppen af sit slot havde hun et lille tårn, hvor taget kunne skydes til side, så hun kunne ligge på ryggen og kigge lige op i nattehimlen.

Hver aften tog Vega sin store bog med blanke, sorte sider og tegnede de stjerner, hun så. En prik for hver. Hun forbandt dem med tynde streger, så de blev til billeder: en bjørn, en svane, en lille gryde med et håndtag.

“Du laver et kort over himlen,” sagde den gamle astronom, der hjalp hende. “Et stjernekort.”

En aften, da Vega lå og kiggede op, lagde hun mærke til noget. En ganske lille stjerne nederst i hjørnet blinkede uroligt - tænd, sluk, tænd, sluk - meget hurtigere end alle de andre.

Vega satte sig op. “Den stjerne er bange,” sagde hun til astronomen.

“Stjerner bliver vel ikke bange,” sagde han og smilede.

Men Vega var sikker. Hun bladrede tilbage i sin bog, helt tilbage til de allerførste sider, hun havde tegnet for et år siden. Og der så hun det: dengang havde der været en hel familie af små stjerner i det hjørne. En klynge på fem, der lyste sammen. Nu var der kun én tilbage, der blinkede helt alene.

“Den er blevet væk fra sin familie,” hviskede Vega.

Hun tænkte længe. Hvordan finder man en familie af stjerner, der er flyttet? Så fik hun en idé. Hun bladrede frem gennem alle sine kort, måned for måned, og fulgte stjernernes langsomme rejse hen over himlen. Lidt efter lidt opdagede hun, at klyngen havde bevæget sig - ganske langsomt - hen mod den anden side af himlen, mens den lille stjerne var blevet hængende.

Vega rejste sig og åbnede taget helt. Hun pegede mod øst, hvor hun vidste familien måtte være nu. “Derovre,” sagde hun højt og tydeligt, så stjernen kunne høre det. “Din familie er flyttet derover. Du skal bare følge efter, helt roligt. Du behøver ikke skynde dig.”

Den lille stjerne holdt op med at blinke så hurtigt. Den lyste roligt et øjeblik, som om den trak vejret dybt. Og så - meget, meget langsomt, så langsomt at det tog hele resten af natten - begyndte den at glide hen mod øst.

Vega blev liggende og holdt øje med den, til hendes øjne blev tunge.

Mange uger senere, da Vega igen tegnede i sin bog, så hun det med det samme: nede i hjørnet mod øst lyste der nu seks små stjerner sammen i en klynge. Den lille havde fundet hjem.

Vega lukkede sin bog blidt og lagde sig til rette under tæppet i tårnet. Himlen var fuld af venlige lys, og ingen af dem blinkede uroligt mere.

“Godnat, alle sammen,” sagde hun stille.

Og en efter en svarede stjernerne med deres rolige, varme lys, til prinsesse Vega sov.

Sov godt, lille stjernekigger. Også du hører til, præcis hvor du er.