Astronauten Bo og den stille rumvandring

Astronauten Bo havde glædet sig hele dagen. I aften skulle han på rumvandring. Det betød, at han skulle ud af rumstationen og svæve frit i rummet, mens han holdt godt fast i en lang, stærk line.

Bo tog sin store rumdragt på, lag for lag, helt langsomt og omhyggeligt. Han satte sin runde hjelm fast og tjekkede, at alt var, som det skulle være. Så åbnede han den tunge luge og svævede stille ud i rummet.

Det første, Bo lagde mærke til, var stilheden. Ude i rummet var der ingen lyde overhovedet. Ingen vind, ingen fugle, ingen biler. Bare en dyb, blød stilhed, der lagde sig rundt om ham som et tæppe.

Bo svævede roligt ud for enden af sin line. Under ham drejede den store, blå Jord langsomt rundt, smuk og lysende. Over ham og rundt om ham stod tusind stjerner og blinkede blødt i det dybe mørke.

Først var stilheden helt ny for Bo. Men jo længere han svævede, jo mere kunne han lide den. Det var ikke en tom stilhed. Det var en rolig, fredelig stilhed, der gjorde ham helt rolig indeni.

Bo kunne høre sit eget rolige åndedrag. Ind og ud. Ind og ud. Langsomt og dybt. Det var den eneste lyd, og det var en god lyd.

Han svævede stille og kiggede på stjernerne. Han behøvede ikke at gøre noget. Han behøvede ikke at skynde sig. Han fik bare lov til at være der, helt roligt, og svæve i den bløde stilhed, mens Jorden drejede under ham.

Bo tænkte på, hvor heldig han var. Ikke mange mennesker fik lov til at opleve denne dybe, fredelige ro, hvor man bare svævede blandt stjernerne uden en eneste bekymring.

Lidt efter lidt blev Bo søvnig. Den rolige stilhed og den blide svæven gjorde ham helt afslappet. Det var tid til at gå ind igen.

Forsigtigt trak han sig langs sin line, tilbage mod den åbne luge, og svævede ind i den varme, trygge station. Han lukkede lugen bag sig, og den summede blødt.

Bo tog sin store dragt af, lag for lag, og krøb ned i sin sovepose på væggen. Gennem vinduet kunne han stadig se stjernerne, som han lige havde svævet iblandt, og den smukke blå Jord nedenunder.

“Tak for den fine, stille tur,” mumlede Bo søvnigt.

Og han bar den bløde rumstilhed med sig ind i sine drømme, helt rolig og helt tryg, mens han faldt blidt i søvn.

Sov sødt. Stilheden om natten er blød og venlig, og den passer på dig.