Kometen der fik en ven

Ude i det store, mørke rum susede en lille komet. Den hed Kima, og den havde en lang, lysende hale, der strakte sig ud bag den som et fint, glitrende slør.

Kima havde rejst gennem rummet i meget, meget lang tid. Den var fløjet forbi planeter og måner og hele stjernebilleder. Men der var én ting, Kima manglede: en ven at rejse sammen med.

“Jeg suser altid alene,” tænkte Kima lidt vemodigt, mens den gled gennem den stille nat. “Det ville være rart at have en at følges med.”

Stjernerne, den fløj forbi, stod stille på himlen. De kunne ikke følge med en komet, der susede så hurtigt af sted. Så Kima fortsatte alene, time efter time, gennem det fredelige mørke.

Men en aften skete der noget. Højt oppe på himlen så en lille stjerne kometen suse forbi. Stjernen hed Stella, og hun havde altid drømt om at se mere af rummet end bare sit eget lille hjørne af himlen.

“Vent på mig!” råbte Stella. Og med al sin kraft løsnede hun sig fra sin plads og begyndte at glide med - ikke for hurtigt og ikke for langsomt, men lige akkurat ved siden af Kima.

Kima blev så glad, at dens hale lyste endnu klarere end før. “Vil du virkelig rejse sammen med mig?”

“Ja,” sagde Stella og blinkede varmt. “Jeg har altid villet ud at se rummet. Og nu har du en ven.”

Og så gled de to af sted sammen, side om side. Kima med sin lange, lysende hale, og Stella med sit blide, blinkende skær. De fløj forbi den røde planet og forbi planeten med de smukke ringe. De svævede gennem stille skyer af stjernestøv, der glitrede omkring dem som en regn af lys.

De talte sammen hele vejen, og rummet føltes slet ikke så stort og ensomt mere. For nu var de to.

Lidt efter lidt blev de begge to trætte. Rummet blev mørkere og mere stille, og de lod farten falde, til de gled helt blødt og roligt af sted, side om side.

“Jeg er glad for, du fandt mig,” sagde Kima blødt.

“Og jeg er glad for, jeg sprang med,” sagde Stella.

De to venner gled sammen ud i den dybe, fredelige nat, hvor stjernerne lyste roligt omkring dem. Kimas hale blev til et blødt, varmt skær, og Stella blinkede ganske langsomt, mere og mere søvnigt.

“Godnat, Kima,” gabte Stella.

“Godnat, Stella,” hviskede Kima.

Og de to venner faldt blødt i søvn, mens de drev stille videre gennem det store rum, helt trygge, fordi de havde hinanden.

Sov sødt. Det er dejligt at falde i søvn ved siden af en ven.