Månens bløde tæppe

Når solen var gået ned, og dagen var helt færdig, kom månen langsomt frem på himlen. Den var stor og rund og lyste med et blødt, sølvgråt skær.

Månen havde et helt særligt job. Hver eneste aften rullede den et stort, blødt tæppe ud over hele verden. Tæppet var lavet af måneskin, og det var så fint og let, at man slet ikke kunne mærke det - men det lå over alt og alle og holdt natten tryg.

Først bredte månen tæppet ud over skoven. Det lagde sig blødt over træerne, og bladene blev helt stille. Egernet i træet krøllede sig sammen i sin rede, og en lille ugle satte sig til rette på en gren med øjnene halvt lukkede.

“Godnat, skov,” hviskede månen, og skoven sov.

Så bredte månen tæppet ud over engen. Det lagde sig over det høje græs og over blomsterne, der langsomt lukkede deres kronblade. En lille hare lå sammenrullet under en busk og trak vejret roligt og dybt.

“Godnat, eng,” hviskede månen, og engen sov.

Derefter rullede månen tæppet ud over havet. Det lagde sig over de blide bølger, og havet blev stille og roligt. Langt nede svømmede fiskene langsommere og langsommere, til de næsten stod helt stille i vandet.

“Godnat, hav,” hviskede månen, og havet sov.

Til sidst bredte månen sit bløde tæppe ud over byerne og husene, hvor børnene boede. Det lagde sig over alle tagene og gennem alle vinduerne, helt ind til de varme senge.

I en af de senge lå et lille barn med dynen trukket op om hagen. Måneskinnet faldt ind gennem vinduet og lagde sig blødt over barnets ansigt som et ekstra lille tæppe.

“Godnat, lille ven,” hviskede månen helt sagte. “Nu er du også pakket godt ind.”

Barnet gabte og lukkede øjnene. Under månens bløde tæppe sov hele verden nu - skoven og engen og havet og alle de små børn.

Månen lyste roligt videre hele natten og holdt vagt over det hele. Den ville ikke trække tæppet væk igen, før solen kom op og dagen begyndte forfra.

Og indtil da lå alting trygt og blødt og stille under måneskinnet.

Sov sødt. Månen har pakket dig godt ind for natten.