Raketten Rip finder vej hjem

Der var engang en lille raket, der hed Rip. Rip var ikke en stor, brølende raket. Den var lille og venlig og lavede mest en blød, summende lyd, når den fløj - næsten som en kat, der spinder.

Rip boede på en natstation, der svævede roligt rundt om Jorden. Hver aften fløj Rip en lille tur ud for at sige godnat til planeterne, før den selv skulle sove i sin parkeringsbås på stationen.

Denne aften var stjernerne ekstra smukke, og Rip blev så optaget af at kigge på dem, at den fløj lidt længere ud end den plejede. Den fløj forbi den røde planet, der var farvet som rustent sand. Den fløj forbi den store planet med de fine ringe, der lå om den som glitrende bælter.

Men da Rip ville vende om, opdagede den noget. Den kunne ikke se natstationen mere. Den var fløjet så langt ud, at den lille blå Jord nu kun lignede en bitte prik langt borte.

Rips lille motor summede lidt uroligt. “Åh nej,” tænkte Rip. “Hvordan finder jeg nu hjem?”

Men Rip blev ikke for længe bange. For lige da kom den store, runde måne langsomt sejlende forbi.

“Hej, lille Rip,” sagde månen med sin blide stemme. “Er du faret vild?”

“Lidt,” indrømmede Rip. “Jeg kan ikke finde min station.”

“Det skal jeg nok hjælpe dig med,” sagde månen venligt. “Følg bare mit lys.”

Og månen lod en række stjerner lyse op, den ene efter den anden, så de dannede en blinkende sti hen over det mørke rum - som små lygter på en vej hjem.

Rip fulgte stien stille og roligt. Forbi den ene blinkende stjerne, så den næste, så den næste igen. Dens lille motor spandt trygt nu, for den vidste, at den var på vej det rigtige sted hen.

Lidt efter lidt blev den blå Jord større og større. Og dér, til sidst, kunne Rip se sin natstation svæve roligt og vente på den med et venligt lys i vinduet.

“Tak, måne,” sagde Rip og gled blødt ind i sin parkeringsbås.

“Velbekomme, lille ven,” sagde månen. “Jeg lyser altid for dem, der skal hjem.”

Rip slukkede sin motor og lod sig falde helt til ro. Gennem stationens vindue kunne den se stjernestien stadig blinke svagt, og den vidste, at den aldrig ville fare vild, så længe månen var der.

“Godnat, måne. Godnat, stjerner,” gabte Rip.

Og den lille venlige raket faldt blødt i søvn i sin trygge bås, mens månen sejlede roligt videre og holdt vagt over natten.

Sov sødt. Der er altid en vej hjem, og altid et lys, der viser den.