Stjernebilledet der fortalte historier

En lun sommeraften lå et barn, der hed Frida, på et tæppe ude i haven. Det var blevet helt mørkt, og oppe på himlen var stjernerne kommet frem, den ene efter den anden.

Fridas farmor lå ved siden af hende på tæppet. De kiggede begge to op på den store, stille himmel.

“Ved du hvad, Frida?” sagde farmor blødt. “Stjernerne kan fortælle historier, hvis man kigger ordentligt efter.”

“Hvordan?” spurgte Frida.

“Kig på de stjerner der,” sagde farmor og pegede. “Hvis du forbinder dem med en tænkt streg, hvad ligner de så?”

Frida kiggede. Hun lod blikket vandre fra den ene stjerne til den næste, og pludselig kunne hun se det. “En stor bjørn!” sagde hun. “Der er hovedet, og der er benene, og der er en lang hale.”

“Sådan,” smilede farmor. “Det er en stjernebjørn. Den går rundt på himlen hver eneste nat, helt stille og roligt.”

Frida var helt opslugt. Hun kiggede videre over himlen og fandt flere billeder. “Der er en svane!” sagde hun og pegede. “Den flyver med vingerne ud.”

“Rigtigt,” sagde farmor. “Og kan du se den lange række af stjerner derovre? Det kan være en flod, der løber stille gennem himlen.”

Frida lå og forbandt stjerner til billeder. Hun fandt en lille hest og en fisk og noget, der lignede en drage med en bøjet hale. Himlen var slet ikke bare prikker mere. Den var fuld af venner og dyr, der lyste blødt deroppe.

Det blev sent, og luften blev køligere. Farmor lagde et ekstra tæppe over Frida, så hun lå lunt og blødt.

“De stjernebilleder,” sagde farmor stille, “de har været der i tusind år. De var der, da jeg var en lille pige som dig. Og de vil være der, når du selv bliver gammel. De er der altid, hver eneste nat, helt trofaste.”

Frida kunne lide tanken om, at bjørnen og svanen og hesten kom igen hver nat, ligesom gamle venner, der altid var der.

Hun blev mere og mere søvnig. Stjernerne flimrede blødt for hendes trætte øjne, og billederne smeltede langsomt sammen til et roligt skær.

“Godnat, stjernebjørn,” gabte Frida. “Godnat, svane. Godnat, lille hest.”

Farmor strøg hende blødt over håret. “Nu går vi ind og putter,” hviskede hun.

Men Frida sov næsten allerede, varm og tryg under tæppet, mens stjernebillederne lyste roligt over hende og passede på natten.

Sov sødt. Stjernerne tegner stille deres billeder, mens du drømmer.