Bjørnen der nyste honning

Dybt inde i skoven, hvor træerne var høje og luften duftede af mos, boede en stor brun bjørn, der hed Brumle. Brumle elskede honning over alt andet. Han spiste det til morgenmad, til middag og til en lille mellemmåltids-honning indimellem.

Men en kølig efterårsaften, da Brumle netop havde slikket den sidste klat honning af sin pote, begyndte det at kilde helt nede i hans store bjørnenæse.

“Åh-åh,” sagde Brumle. “Jeg tror, jeg skal …”

“ATJUUM!”

Og ud af Brumles næse fløj - honning! En hel stråle klistret, gylden honning, der landede på et egern, der lige var kommet forbi.

Egernet stod helt stille, dækket af honning fra ørerne og ned. Så slikkede det sig om munden. “Mums,” sagde egernet. “Tak for mad, Brumle.” Og det smuttede glad op i træet.

Men Brumle var flov. “Undskyld, undskyld,” brummede han. Så kildede det igen.

“ATJUUM!” Endnu en honningstråle! Denne gang lige hen over en flok myrer, der med ét fik den dejligste honning-fest, de nogensinde havde været til. De dansede og spiste og takkede Brumle mange gange.

Brumle nyste honning hele aftenen. På bladene. På stenene. På en pindsvin, der pludselig blev meget mere populær blandt skovens dyr. Det var ret pinligt, men også ret sjovt, syntes alle.

Den gamle ugle kiggede klogt ned fra sin gren. “Brumle,” tudede den. “Ved du, hvorfor du nyser honning?”

“Nej?” sagde Brumle og tørrede næsen.

“Fordi det er ved at blive vinter,” sagde uglen. “Din krop fortæller dig, at det er tid til at hvile. Tid til den lange vintersøvn. Du skal hjem i din hule og sove.”

Brumle mærkede efter. Og uglen havde ret. Han var så søvnig, så søvnig, helt ind i sine store, lodne ben.

Så vraltede Brumle hjem til sin hule, hvor der var lunt og mørkt og fyldt med bløde blade og tørt mos. Han krøllede sig sammen til en stor, varm bjørnekugle. Hans mave var dejlig mæt af honning, og hans pels var blød.

Udenfor faldt de første kølige blade ned over skoven. Egernet sov. Myrerne sov. Selv den vise ugle gemte hovedet under vingen.

Brumle gabte et sidste, langt gab - heldigvis uden honning denne gang - og lukkede sine små brune øjne.

“Godnat, skov,” brummede han blødt. “Vi ses til foråret.”

Og den store, søde bjørn faldt i den dybeste, lunesteste søvn, mens skoven blev stille og tryg omkring ham.

Krøl du dig også godt sammen nu, lille ven, lige så lunt som Brumle i sin hule.

Godnat.