Elefanten der fik snabelknude

I den grønne jungle, hvor lianerne hang ned som lange gardiner, boede en lille elefant, der hed Ella. Ella var meget glad for sin snabel. Med den kunne hun plukke bananer, sprøjte vand på sig selv og give de store knus, hun var berømt for i hele junglen.

Men Ella var også en smule kluntet. En aften, da hun øvede sig i at lave fine svving og snurr med snabelen - sådan rigtig kunstnerisk - kom hun til at snurre den lidt for vildt.

Og pludselig - vips! - var der en knude på hendes snabel.

” Åh nej,” lød det dumpt og fjollet, for det er svært at tale tydeligt med knude på snabelen. “Jen ha bunnen knune!”

Ella prøvede at trække snabelen lige igen. Men jo mere hun trak, jo strammere blev knuden. Hun blev helt forpustet og fik bananstøv i øjnene.

De andre dyr kom løbende for at hjælpe.

Aben svingede ned fra et træ. “Lad mig trække!” sagde den og hev i snabelens spids. Men det gjorde bare ondt, og knuden blev endnu strammere. “Av-av-av!” sagde Ella.

Papegøjen råbte: “Pust luft igennem den! Måske springer knuden op!” Ella pustede alt det, hun kunne. Der kom en sjov fløjtelyd ud af snabelen, som en flok forvirrede gæs, men knuden sad lige fast.

Til sidst kom den gamle, kloge skildpadde langsomt vraltende. Hun var ikke hurtig, men hun var meget klog.

“Lille Ella,” sagde hun stille. “Du trækker alt for hårdt. En knude løsner sig aldrig, når man hiver i den. Den løsner sig, når alting bliver blødt og roligt. Læg dig ned. Slap helt af i din snabel. Og lad den hænge ganske løst.”

Ella lagde sig ned i det bløde mos. Hun trak vejret langsomt. Hun lod sin snabel hænge helt slapt, som en kogt spaghetti, og tænkte slet ikke på knuden.

Og mens hun lå dér, helt afslappet, mens junglen blev mørk og fyldt med blide aftenlyde … gled knuden langsomt op. Helt af sig selv. Vips - snabelen var lige igen!

“Den er væk!” jublede Ella blødt. “Tak, skildpadde.”

Men skildpadden sov allerede, krøllet sammen i sit hus.

Junglen var stille nu. Aben gabte oppe i sit træ. Papegøjen gemte hovedet under vingen. Og månen kom op over de store, grønne blade og lyste blødt ned på Ella.

Ella krøllede sin nu helt rette snabel sammen under hagen, som en lille blød pude, og lukkede sine store, søvnige øjne.

“Godnat, jungle,” hviskede hun. “Godnat, alle sammen.”

Og den lille elefant faldt i den blødeste søvn, helt afslappet fra snabelspids til hale, mens den varme jungle vuggede hende roligt ind i drømmene.

Slap du også helt af nu, lille ven. Lad alting blive blødt og løst. Så kommer søvnen helt af sig selv.

Godnat.