Flodhesten der fik hikke

Nede ved det varme mudderhul boede en flodhest, der hed Bertram. Bertram var rund og blød som en madras, og han elskede at ligge halvt nede i det dejlige, kølige pløre med kun næsen oppe over vandet.

Men en aften, lige da solen blev sløv og orange, skete der noget mærkeligt. Bertram åbnede munden for at sige godnat til ænderne, og så lød der:

“HIK!”

Bertram blev helt forskrækket. Han kiggede sig omkring. Hvem sagde det?

“HIK!” lød det igen.

Det var ham selv! Bertram havde fået hikke. Og ikke en lille fin hikke - nej, en kæmpe flodheste-hikke, så vandringerne hoppede ud over hele mudderhullet, og to frøer fik gratis trampolin-tur op i luften.

“Ih, hvor pinligt,” sukkede Bertram. “Man kan da ikke sove med hikke.”

Ænderne ville hjælpe. “Du skal holde vejret og tælle til ti,” rappede de.

Bertram pustede kinderne op, så han lignede en grøn ballon. Han talte langsomt … én, to, tre … men ved otte kom der et stort “HIK!”, og luften fes ud af ham med en lyd som en trompet, der har drukket sodavand.

“Så drik vand baglæns!” foreslog en pelikan.

Bertram prøvede at drikke baglæns, men det er virkelig svært for en flodhest, og han endte med en næse fuld af mudder og en mund fuld af pløre. “Phøj,” sagde han. “HIK!”

Nu kom den gamle skildpadde langsomt vraltende. Hun havde levet i hundrede år og kendte alle tricks.

“Bertram,” sagde hun stille. “Læg dig helt ned. Luk øjnene. Og tænk på det blødeste, du kender.”

Bertram lagde sig ned i det varme mudder. Han lukkede sine store øjne. Og han tænkte på sin mor, der vuggede ham, da han var lille bitte flodhest.

“Træk vejret langsomt ind,” hviskede skildpadden. “Og helt langsomt ud igen.”

Bertram trak vejret ind. Helt langsomt. Og ud. Mudderet boblede blidt omkring ham. Frøerne lagde sig til ro. Ænderne gemte næbbet under vingen.

Og mens stjernerne kom frem en efter en, opdagede Bertram noget. Hikken var holdt op. Helt af sig selv. Den var listet væk, mens han slet ikke tænkte på den.

“Tak, skildpadde,” gabte Bertram. Men skildpadden sov allerede.

Bertram smilede, lukkede øjnene helt, og lod det varme mudder vugge ham frem og tilbage, frem og tilbage.

Og når noget kilder lidt indeni dig om aftenen, så husk Bertram: træk vejret roligt, så lister det stille væk, mens du sover sødt.

Godnat, lille ven.