Frøen der glemte hvordan man kvækker

I en lille dam med åkander så store som tallerkner boede en grøn frø, der hed Frida. Hver aften, når solen gik ned, satte Frida sig på den bredeste åkande og kvækkede dammens smukkeste godnatsang.

“Kvæk-kvæk-koooo,” sang hun, og alle dyrene i dammen lyttede og blev rolige og søvnige.

Men en aften, da Frida satte sig til rette og åbnede sin store mund for at synge … kom der ingenting ud. Hun prøvede igen. Stadig ingenting. Kun et lille pift, som en luftballon der taber luften.

“Åh nej!” gispede Frida. “Jeg har glemt, hvordan man kvækker!”

Det var en katastrofe. Hvordan skulle dammen kunne sove uden godnatsangen?

Frida hoppede hen til andemor. “Kan du lære mig at kvække igen?”

“Naturligvis,” sagde andemor. “Det lyder sådan her: RAP! RAP!”

Frida prøvede at sige RAP. Men der kom kun et fjollet lille “ræp”, der lød som en hostende ært. Det var slet ikke en rigtig frøsang.

Så hoppede hun hen til fårekyllingen i sivet. “Kan du lære mig det?”

“Selvfølgelig,” sirrede fårekyllingen. “Man gnider bare benene sådan her: srrrrr-srrrrr.”

Frida prøvede at gnide sine ben sammen. Men frøben gnider ikke særlig godt, og hun faldt bare baglæns ned i vandet med et plask. Stadig ingen kvæk.

Frida blev helt bedrøvet og satte sig tungt på sin åkande. “Jeg får aldrig min sang tilbage,” hviskede hun.

Da kom den gamle, vise frosk svømmende. Han havde levet i dammen længere end nogen kunne huske.

“Lille Frida,” sagde han stille. “Du prøver alt for hårdt. En kvæk kommer ikke, når man jager efter den. Den kommer, når man slapper af. Læg dig ned. Træk vejret. Lyt til dammen.”

Frida lagde sig ned på den bløde åkande. Hun lukkede øjnene. Hun lyttede til, hvordan vandet klukkede helt blidt, og hvordan sivet hviskede i den lune aftenvind.

Og pludselig, helt af sig selv, da hun slet ikke tænkte på det … boblede der en lille lyd op i hendes hals.

“Kvæk,” lød det ganske blødt. Og så lidt mere. “Kvæk-kvæk-koooo.”

Den var der! Hendes sang var kommet tilbage - netop som hun holdt op med at lede efter den.

Men nu var Frida så afslappet og så søvnig, at hun kun kvækkede ganske, ganske stille. Og det var faktisk den blødeste, dejligste godnatsang, dammen nogensinde havde hørt.

Andemor lukkede øjnene. Fårekyllingen blev tavs. Den vise frosk smilede og sank ned i det varme vand.

Og Frida selv? Hun faldt i søvn midt i sin egen lille sang, helt rolig på den bløde åkande, mens dammen sov sødt omkring hende.

Slap bare af nu, lille ven. Det du har glemt, finder dig igen. Luk øjnene helt blidt.

Godnat.