Månen der tabte sin hue

Højt oppe på den mørkeblå himmel boede månen. Hver aften tog den sin bløde, sølvgrå nathue på, og når huen sad rigtigt, lyste hele himlen op, så alle dyr på jorden kunne sove trygt i det milde lys.

Men en aften skete der noget pjattet. Månen gabte SÅ stort - et kæmpe, langt månegab - at huen vippede af og dalede ned, ned, ned gennem skyerne og landede blødt i en eng nede på jorden.

“Åh nej,” hviskede månen. Og uden sin hue blev den helt bleg og næsten usynlig, så natten blev mørkere end nogensinde.

Nede i engen vågnede en lille mus. “Hvad er det her?” pippede den og stak næsen frem. Der lå en blød, sølvgrå hue i græsset, og den lyste ganske svagt.

“Det er da månens nathue!” sagde musen. “Vi må give den tilbage. Ellers kan ingen sove i nat.”

Men musen var alt for lille til at nå op til himlen. Så den vækkede haren.

“Jeg kan hoppe højt,” sagde haren og tog huen. Den hoppede og hoppede - den højeste hare-hop i hele engens historie - men nåede kun op til toppen af et siv. Ikke i nærheden af himlen.

Så vækkede de uglen. “Jeg kan flyve,” tudede uglen søvnigt og greb huen i kløerne. Den fløj op over træerne, op over bakken … men ikke engang uglen kunne flyve helt op til månen.

Til sidst kiggede de allesammen op. Hvordan skulle de dog få huen derop?

Da rejste den store, gamle gran sig i mørket - nej, den rejste sig ikke, men den var så høj, at dens øverste gren næsten rørte himlen. Uglen fløj op i toppen af granen, strakte sig så langt den kunne, og kastede huen i en blød bue op mod den blege måne.

Og måne greb den! Den tog sin nathue på, satte den rigtigt til rette - og straks bredte det milde sølvlys sig ud over hele jorden igen, blødt som et tæppe.

“Tak, små venner,” lo månen oppefra, så et lille glimt af lys dansede over engen.

Musen kravlede tilbage i sin rede. Haren krøllede sig sammen i sit hi. Uglen gemte hovedet under vingen. Og granen stod stille og blid og vogtede over dem allesammen.

Og månen? Den passede godt på sin hue resten af natten og lyste trygt over alle de søvnige dyr.

Også over dig, lille ven. Kig op, hvis du vil - månen har sin hue på, og den vogter over dig, mens du sover sødt.

Godnat.