Musen der snorkede for højt

I et hul i muren, bag det gamle køkkenskab, boede en lillebitte mus, der hed Mimse. Mimse var den mindste mus i hele huset - så lille, at hun kunne sove i en tændstikæske.

Men Mimse havde noget meget stort ved sig. Når hun sov, snorkede hun. Og hun snorkede ikke som en lille mus. Nej, hun snorkede som en kæmpe-bjørn med tilstoppet næse.

“HRRRRR-PFFFF! HRRRRR-PFFFF!”

Hele huset rystede. Tallerkenerne klirrede i skabet. Edderkoppen i hjørnet faldt ned fra sit spind. Og oppe på loftet vågnede flagermusen og troede, der var torden.

“Det her kan ikke fortsætte,” sagde de andre dyr i huset. “Vi kan slet ikke sove for Mimses snorken!”

De vækkede Mimse forsigtigt. “Mimse,” hviskede de. “Du snorker så højt, at hele huset ryster.”

Mimse blev helt rød om ørerne. “Undskyld,” pippede hun. “Jeg vidste det slet ikke. Jeg sover jo, når jeg snorker.”

Så ville alle hjælpe. Edderkoppen spandt en blød lille øjenmaske, så Mimse kunne slappe mere af. Men det hjalp ikke på snorken. “HRRRRR-PFFFF!”

Katten - som faktisk var ret venlig - tilbød at synge en blød kattevise. Men det hjalp heller ikke. “HRRRRR-PFFFF!”

Til sidst kom den gamle husspflue summende. Den havde boet i huset længst af alle og kendte hver eneste krog.

“Jeg tror, jeg ved, hvad der er galt,” summede den. “Mimse sover med næsen helt fladt nede. Det er derfor, hun snorker så højt. Hun skal have en lille pude under hovedet, så næsen kommer fri.”

Sammen fandt dyrene en blød tot bomuld, der var faldet ud af en gammel sofapude. De formede den til den allerblødeste lille museseng med en pyntelig pude.

Edderkoppen lagde Mimse forsigtigt ned med hovedet på puden, så hendes lille næse pegede opad.

Og pludselig … blev der stille.

Mimse sov videre, men nu var snorken kun en lille, blød lyd. “Hr … hr … hr.” Som en lillebitte motor, der spinder af lykke. Faktisk var det en ret hyggelig lyd.

Tallerkenerne stod helt stille. Edderkoppen kravlede tilbage i sit spind. Flagermusen lukkede øjnene oppe på loftet. Og husspflue summede en sidste, tilfreds tone og faldt til ro på vindueskarmen.

Hele huset sov roligt nu, vugget af Mimses bløde, lille snorken.

“Hr … hr … hr,” lød det stille bag det gamle skab.

Og det var faktisk den hyggeligste lyd i hele huset - som en blid vuggevise, der sagde, at alt var godt, og at alle sov trygt.

Læg du også dit hoved blødt på puden nu, lille ven, ligesom Mimse.

Godnat.