Pingvinen der ville være varm

Allerlængst nede, hvor sneen er hvid og isen knaser under fødderne, boede en lille pingvin, der hed Pelle. Pelle var glad for det meste - han elskede at glide på maven ned ad isbakker og at fange små fisk. Men der var én ting, Pelle ikke kunne lide:

Han frøs altid om tæerne.

“Hvorfor må jeg ikke være varm?” sukkede Pelle og hoppede fra fod til fod. “Bare én aften vil jeg være helt rigtig varm.”

Så besluttede Pelle sig for at finde ud af det. Han spurgte søløven, der lå doven på en isflage.

“Du skal rulle dig i sne,” sagde søløven og gabte. “Sne er hvid, og hvidt er varmt. Tror jeg.”

Pelle rullede sig i sneen. Han blev en stor, rystende snebold med to små fødder, der stak ud. Han blev ikke det mindste varm. Faktisk frøs han endnu mere, og nu havde han også sne i øret.

“Phøj,” sagde Pelle og rystede sig fri.

Så spurgte han hvalrossen, der havde en flot moustache af is.

“Du skal spise tre ekstra fisk,” brummede hvalrossen klogt. “Mad bliver til varme i maven.”

Pelle spiste tre ekstra fisk. Maven blev rund og dejlig fuld, men tæerne var stadig kolde som to små isterninger. Og nu fik han hikke af alle de fisk.

Til sidst spurgte Pelle den gamle albatros, der havde fløjet over hele verden.

“Hmm,” sagde albatrossen og kløede sig på vingen. “Jeg har set mange varme steder. Vulkaner. Ørkener. Solstrande. Men ved du hvad, lille Pelle? Den varmeste varme, jeg nogensinde har mærket, var helt et andet sted.”

“Hvor da?” spurgte Pelle ivrigt.

Men albatrossen smilede bare og fløj sin vej, for det skulle Pelle selv finde ud af.

Pelle vraltede hjem, træt og kold, mens stjernerne tændte sig over isen. Hjemme ventede hans mor. Hun bredte sine bløde vinger ud, og Pelle vraltede helt ind imod hendes lune mave, og hun lagde vingerne om ham som et tykt, varmt tæppe.

Og dér - endelig - blev Pelle varm. Helt ud i tæerne. En blød, rolig, dejlig varme, der bredte sig hele vejen fra brystet og ud.

“Jeg fandt det,” hviskede Pelle søvnigt. “Den varmeste varme i hele verden.”

“Hvad er det så?” spurgte hans mor blidt.

Men Pelle svarede ikke. Han var allerede faldet i søvn, helt tryg og varm i mors vinger, mens den stille is glitrede som diamanter under månen.

Og sådan sov den lille pingvin sødt, hele den lange, hvide nat.

Godnat, lille varme ven.