Skyen der ikke kunne holde på regnen

Højt oppe på den blå himmel boede en lille, buttet sky, der hed Pluk. Pluk var hvid og blød som vat, og den elskede at drive afsted og kigge ned på alt det, der skete nede på jorden.

Men Pluk havde et problem. Den kunne ikke holde på sin regn.

Hver gang Pluk blev bare lidt overrasket, kom regnen pludselig vældende ud. Og Pluk blev overrasket over alting!

En dag fløj en fugl tæt forbi. “Hov!” råbte Pluk forskrækket - og PLASK! En hel byge regn faldt ned over en gris, der lige havde fået rent tøj på.

Lidt senere så Pluk en flyvemaskine. “Uha!” gispede Pluk - og PLASK! Endnu en byge, lige ned i en mands kaffe, der sad ude i sin have.

“Åh nej,” sagde Pluk flovt. “Jeg drysser regn over alle. Jeg er en helt forkert sky.”

Den store, gamle tordensky drev langsomt forbi. Den havde været på himlen i mange, mange år og vidste alting om regn.

“Lille Pluk,” buldrede den venligt. “Du holder bare alt for hårdt på din regn. Det er derfor, den fyger ud, så snart du bliver overrasket. Du skal lære at slippe den langsomt. Lidt ad gangen. Helt blidt.”

“Hvordan gør jeg det?” spurgte Pluk.

“Træk vejret roligt,” sagde tordenskyen. “Og lad regnen dryppe stille ned, dråbe for dråbe, mens du slapper af.”

Pluk prøvede. Den trak vejret helt langsomt. Og i stedet for en stor PLASK, begyndte der at dryppe en blød, fin regn ned mod jorden. Dryp … dryp … dryp. Stille og roligt.

Og ved du hvad? Nede på jorden blev alle glade. Blomsterne drak den bløde regn og blev friske. Græsset blev grønt. En lille frø sang af lykke.

“Jeg gjorde det!” råbte Pluk. “Jeg drysser blidt!”

Mens Pluk dryppede roligt, blev himlen langsomt lyserød og guld, for solen var ved at gå ned. Og da Pluk havde sluppet al sin regn, helt stille, blev den lettere og lettere og blødere og blødere.

Aftenvinden vuggede Pluk frem og tilbage, som en blød lille hængekøje på himlen. Den buttede sky blev mindre og mere afslappet og var ikke længere det mindste overrasket over noget som helst.

“Godnat, jord,” gabte Pluk. “Godnat, blomster.”

Og oppe på den stille aftenhimmel, blandt de første blinkende stjerner, faldt den lille sky til ro og drev af sted ind i den blødeste søvn.

Slap du også af nu, lille ven. Træk vejret roligt, ligesom Pluk, og lad alting blive helt stille.

Godnat.