Sneglen der kom for sent til alt

I en have med høje græsstrå og store, kølige rabarberblade boede en lille snegl, der hed Sigurd. Sigurd var den langsomste snegl i hele haven - og han kom altid for sent til alting.

Da regnormene holdt morgendans i dugget græs, kom Sigurd glidende lige som de var færdige.

“Pyha,” sagde Sigurd. “Næsten.”

Da snylterne holdt picnic på et solbær, ankom Sigurd præcis som det sidste krummeltjern blev spist.

“Var der ikke en lille bid tilovers?” spurgte han. Men nej. Igen for sent.

Og da hele haven mødtes til den store snitseturnering på et tulipanblad, gled Sigurd ind ad lågen netop som vinderen fik overrakt sin medalje af en mariehøne.

“Åh, gid jeg dog kunne være hurtig bare én gang,” sukkede Sigurd og lagde sit lille hus tungt ned i mosset.

Den aften gled Sigurd hjemad gennem den stille have, langsomt som altid. Solen var ved at gå ned, og alle de hurtige dyr var allerede smuttet hjem. Myrerne marcherede fluks i seng. Sommerfuglene foldede vingerne sammen. Selv den raske firben var krøbet ind under en sten.

Men Sigurd? Han gled bare videre, helt rolig.

Og så opdagede han noget.

Fordi han var så langsom, kunne han se alt det, de hurtige havde misset. Han så, hvordan dråberne af aftendug satte sig som små perler på et spindelvæv. Han så en glødende ildflue tænde sit lys for første gang. Han hørte den aller-allersidste lille fugl synge en blød melodi, før den faldt til ro.

“Hold da op,” hviskede Sigurd. “Når man har god tid, ser man de smukkeste ting.”

Han gled op på sit yndlingsblad - det allerblødeste i hele haven - og trak sig stille ind i sit lille snegleshus. Det var lunt derinde. Det var trygt.

Udenfor blinkede de første stjerner frem, en efter en, helt uden hastværk. Månen kom op, så langsomt at man næsten ikke kunne se det.

“Månen har det ligesom mig,” gabte Sigurd glad. “Den skynder sig heller ikke.”

Og mens den stille have sov omkring ham, lå Sigurd helt tilfreds i sit hus, slet ikke for sent til noget som helst. For om natten har alle al verdens tid.

Han lukkede sine små følehorn, ét ad gangen, og lod sig synke ned i den blødeste søvn.

Tag dig god tid i aften, lille ven. Der er ingen, der skal nå noget nu. Bare luk øjnene helt langsomt, ligesom Sigurd.

Godnat.