Sokkerne der løb hjemmefra

I et lille soveværelse, under en seng hvor der altid var lidt fnug og en glemt klods, boede to sokker. De hed Stribe og Prik. Stribe havde striber, og Prik havde, ja, prikker - det var nemt at huske.

Hver morgen blev de trukket på et par varme fødder, og hver aften blev de smidt ned på gulvet. Og det var faktisk ret kedeligt. Det værste af alt var, at fødderne lugtede. Ikke slemt - men sådan lidt af ostemad og gummistøvle.

En aften, da huset blev stille, kiggede Stribe på Prik.

“Jeg er træt af at lugte til tæer,” sagde Stribe.

“Det er jeg også,” sagde Prik. “Lad os løbe hjemmefra og se verden!”

Og så listede de to sokker ud over gulvtæppet, ned ad trappen - wuuups, de rutsjede hele vejen ned - og ud i den store, mørke gang.

Det var et vildt eventyr! De smuttede forbi katten, der troede, de var to mus, og kom til at jage dem en lille smule, indtil den blev for søvnig. De gemte sig i en sko, der lugtede præcis lige så meget af tæer som fødderne derhjemme. “Hov,” sagde Prik. “Det er der jo overalt.”

De hoppede op i vasketøjskurven, hvor det var dejligt varmt, men også fyldt med en kæmpe underbukse, der snorkede. De rutsjede ned ad et gardin og landede i en blomsterpotte.

Til sidst satte de to sokker sig helt udmattede ned på det kolde gulv ved hoveddøren. Udenfor var det mørkt. En ugle tudede langt væk. Stribe gøs.

“Prik,” hviskede Stribe. “Jeg savner faktisk vores seng.”

“Også mig,” sagde Prik. “Selv tæerne. Bare en lille smule.”

Så vendte de om. De kravlede tappert op ad trappen igen - ét trin ad gangen, for sokker har ingen ben. Og endelig, helt forpustede, nåede de tilbage under sengen, hvor det var lunt og trygt og lugtede af alt det velkendte.

“Verden er stor og spændende,” gabte Stribe.

“Men hjemme er allerbedst,” gabte Prik.

Og oppe i sengen lå et lille barn og sov - uden at vide, at deres sokker havde været på det vildeste eventyr og var kommet trygt hjem igen.

Sov du også godt nu. Dine sokker passer på dig, helt til i morgen.

Godnat.