Bumle, den lille røde bil, finder hjem

Der var engang en lille rød bil, der hed Bumle. Bumle var ikke den største bil i byen, og slet ikke den hurtigste, men den havde fire blanke hjul og to runde lygter, der lyste varmt som to venlige øjne.

Hver morgen vågnede Bumle i sin lune garage og strakte sig, så fjedrene knirkede lidt. “Brrm,” sagde Bumle helt blødt, og så trillede den ud i den lyse morgen.

Hele dagen kørte Bumle rundt i byen. Den hentede gamle fru Sol ved bageren og kørte hende hjem med en pose varme boller. Den trillede forbi legepladsen, hvor børnene vinkede og råbte: “Hej, Bumle!” Og den kørte helt ud til marken, hvor køerne stod og tyggede stille i det høje græs.

Men efterhånden som solen begyndte at synke ned bag bakkerne, blev Bumles hjul tungere og tungere. Motoren brummede ikke længere så friskt, og lygterne blinkede søvnigt.

“Nu er det vist tid til at køre hjem,” tænkte Bumle og gabte et lille bilgab.

Langsomt, helt langsomt, trillede den gennem de stille gader. Husene havde tændt små lamper i vinduerne, og himlen var blevet blød og lilla. Bumle kørte forsigtigt over broen, hvor vandet glimtede, og drejede ind ad den velkendte vej hjem.

Da garagen kom til syne, sukkede Bumle lykkeligt. Den trillede helt ind på sin faste plads, hvor det altid duftede af gummi og olie og hygge.

“Sluk lygterne, lille Bumle,” hviskede natten.

Og Bumle slukkede sine to varme øjne, et efter et. Motoren blev helt stille. Hjulene hvilede tungt mod det kølige gulv, og fjedrene sank trygt sammen.

Gennem det lille vindue i garagen kunne Bumle se en eneste stjerne tindre på den mørke himmel. Den blinkede til Bumle, som om den sagde godnat.

“Godnat, stjerne,” brummede Bumle helt sagte. “I morgen kører jeg igen. Men lige nu vil jeg bare sove.”

Og det gjorde den. Den lille røde bil sov dybt og roligt i sin lune garage, mens byen sov udenfor, og stjernen vågede over dem alle.

Sov godt, lille Bumle. Sov godt, lille ven.