Den lille regndråbe

Højt oppe i en blød sky boede en lille regndråbe.

Dråben var rund og blank og helt klar.

Da aftenen kom, blev skyen blød og grå.

“Nu er det tid,” hviskede skyen. “Nu må du falde sagte ned.”

Den lille regndråbe slap blidt fra skyen. Den faldt langsomt og blødt.

Den dansede gennem den kølige aftenluft. Svæv, svæv.

Andre små dråber faldt med den. Plip, plip, plip.

Det lød som en helt sagte, blød sang. Plip, plip, plip.

Den lille regndråbe landede helt blødt på et grønt blad.

Bladet vuggede den ganske stille. Vug, vug, vug.

Inde i husene lå alle de små og lyttede til regnen.

Plip, plip, sang regnen. Det var en blød vuggevise.

Månen kiggede frem bag skyen og lyste på den lille dråbe.

Vinden hviskede helt sagte over verden. Suuus, suuus.

En lille natugle sad i træet og lyttede med. Uhu, uhu.

Regnen blev blødere og blødere nu. Plip. Plip. Plip.

Den lille regndråbe lå helt stille og rolig på sit grønne blad.

Den lukkede sine små øjne, mens bladet vuggede den i søvn.

Nu hviler den lille regndråbe trygt, mens den bløde regn synger.

Og du må også lytte til den bløde regn og sove nu, lille ven.

Plip, plip. Sov sødt. Godnat, godnat.