Den søvnige sol går ned

Højt oppe på himlen skinnede den varme, gule sol.

Hele dagen havde solen lyst på hele verden. Stråle, stråle.

Den havde varmet markerne. Den havde varmet husene. Den havde varmet dig.

Men nu blev den lille sol træt. Så træt. Den gabte en gylden gaben.

“Pyha,” sagde solen. “Nu vil jeg sove.”

Langsomt sank solen ned mod de bløde bakker.

Himlen blev lyserød og orange og lilla. Sikke smukt.

“Godnat, marker,” sagde solen blødt og lyste lidt svagere.

“Godnat, huse,” sagde solen og lyste endnu blødere.

Til sidst lagde den søvnige sol sig til ro bag bakkerne.

Og se! Op kom den runde, blide måne på himlen.

“Sov du bare,” hviskede månen. “Nu passer jeg på alle.”

Stjernerne kom frem, en efter en. Blink, blink, blink.

Vinden sang en sagte vuggevise over verden. Suuus, suuus.

En lille natugle vågnede i træet og sagde godnat. Uhu, uhu.

Alle de små dyr krøb ind i deres bløde, lune reder.

Nu sover den lille sol trygt og blødt bag de runde bakker.

I morgen vågner den igen og siger god morgen til verden.

Og du må også sove nu, lille ven. Månen passer på dig.

Sov godt. Godnat, godnat.