Det bløde tæppe

Der var engang et helt blødt tæppe.

Tæppet var varmt og lunt og lidt fnuglet. Det elskede at give knus.

Hver aften, når mørket kom, var det tæppets tur til at arbejde.

Den lille baby blev lagt i sin seng. Det var sovetid nu.

Tæppet lagde sig blidt om den lille baby. Sådan. Helt blødt.

“Godnat, små tæer,” hviskede tæppet og dækkede de små tæer til.

“Godnat, lille mave,” hviskede tæppet og lagde sig varmt om maven.

“Godnat, små hænder,” hviskede tæppet og pakkede de små hænder ind.

Babyen sukkede en lille, tilfreds sukken. Aaah.

Udenfor lyste månen blødt ind ad vinduet.

Vinden sang sin sagte vuggevise. Suuus, suuus.

Tæppet holdt babyen varm og tryg, hele den lange nat.

En lille natugle sad i træet udenfor og sagde godnat. Uhu, uhu.

De små stjerner blinkede blødt på den mørke himmel. Blink, blink.

Babyens øjne blev tunge. De lukkede sig ganske langsomt.

Babyen trak vejret roligt nu. Ind og ud. Ind og ud.

Nu sover den lille baby trygt og varmt under det bløde tæppe.

Og du må også pakke dig ind nu, lille ven, helt varmt og blødt.

Sov sødt. Godnat, godnat.