Ballonfærden over skyerne

Bedstefar havde en luftballon. Den var stribet i alle regnbuens farver og lå sammenfoldet i laden hele vinteren. Men en lun sommeraften, da solen lige var begyndt at synke, sagde bedstefar: “Mathilde, i aften flyver vi. Jeg har en idé om, hvor regnbuens ende gemmer sig.”

Mathilde klappede i hænderne. Sammen pakkede de ballonen ud på engen. Bedstefar tændte brænderen, og med en blød susen fyldtes den store ballon langsomt med varm luft, indtil den rejste sig majestætisk mod den lyserøde himmel.

De klatrede op i den flettede kurv. Bedstefar løsnede rebet, og ganske stille, helt uden et ryk, begyndte ballonen at stige. Engen blev mindre under dem. Køerne lignede små legetøjsdyr. Floden snoede sig som et sølvbånd gennem landskabet.

“Hold godt fast,” sagde bedstefar blidt og lagde sin store, varme hånd over Mathildes. “Men vær ikke bange. En ballon falder aldrig. Den svæver bare.”

Mathilde var ikke bange. Hun var fuld af noget andet - den dejlige, kriblende fornemmelse af at opdage noget helt nyt. De steg op gennem et tyndt lag skyer, der føltes som bløde fjer mod kinden, og pludselig var de over skyerne.

Deroppe var alt stille og gyldent. Solen var ved at gå ned i horisonten og malede skylandskabet i orange og lyserødt. Og dér, foran dem, buede en svag regnbue sig gennem aftendisen.

“Der!” pegede Mathilde. “Regnbuens ende! Den ligger på den store sky derovre!”

Bedstefar styrede forsigtigt ballonen nærmere. Og da de nåede frem til regnbuens fod, hvor farverne mødte den bløde sky, fandt de ikke en gryde med guld, sådan som man siger. De fandt noget bedre.

De fandt udsigten. Hele verden lå under dem, lille og fredelig, badet i aftenens varme lys. Husene begyndte at tænde deres små lamper, ét efter ét, som stjerner, der vågnede på jorden.

“Det er den smukkeste skat, jeg nogensinde har set,” hviskede Mathilde.

“Det synes jeg også,” sagde bedstefar. “Guld kan man ikke tage med sig. Men det her øjeblik - det kan vi gemme i hjertet for altid.”

Langsomt slukkede bedstefar lidt for brænderen, og ballonen begyndte at synke, blødt som et blad, der daler. Ned gennem skyerne, ned mod engen, hvor græsset duftede sødt i aftenkøligheden. Kurven rørte jorden med et helt lille bump, og så stod de stille igen.

De foldede ballonen sammen i mørket, mens de første stjerner blinkede frem. Mathilde gabte stort. Hun var dejligt træt på den gode måde.

Bedstefar bar hende ind og lagde hende i sengen. “Tak for turen,” mumlede hun søvnigt.

“Tak, fordi du fløj med,” smilede bedstefar. “I morgen finder vi måske noget helt nyt.”

Mathilde lukkede øjnene. Bag øjenlågene kunne hun stadig se regnbuen hvile på den bløde sky, og hele verden, der lyste op nedenunder.

“Godnat, regnbue,” hviskede hun. “Godnat, skyer.”

Og så svævede hun selv langsomt ind i de blødeste drømme.