Den glemte have bag muren

Bag Sofies nye hus løb der en lang, gammel mur af røde sten, helt overgroet med vild vedbend. Sofie gik tit langs den og lod fingrene glide hen over de ru sten. Hun spekulerede på, hvad der mon var på den anden side, for muren var så høj, at hun ikke kunne kigge over.

En dag, mens hun trak til side i vedbenden for at lede efter en bold, mærkede hun noget hårdt og koldt under bladene. Hun rev vedbenden væk, og dér - gemt bag det grønne - var der en lille dør. En gammel trædør med et rustent håndtag, der ikke havde været åbnet i mange, mange år.

Sofies hjerte slog hurtigt. Hun greb om håndtaget med begge hænder og trak. Først skete der ingenting. Så, med et langt knirk, gav døren efter og gik op.

Bag den lå en have. Men det var en glemt have. Græsset var højt og vildt, rosenbuskene var groet sammen til en vild krat, og en lille fontæne stod tør og fuld af visne blade. Alt var stille, og det var, som om haven havde sovet i hundrede år.

Sofie trådte forsigtigt ind. Det kriblede i hende - det var hendes helt egen hemmelige opdagelse. Hun gik rundt mellem de vilde planter og opdagede de smukkeste ting under al uorden. En lille stensti, næsten skjult af mos. En bænk under et æbletræ. Og bag rosenkrattet - en eneste lille rose, der trodsigt var sprunget ud, lyserød og fin, helt alene i det vilde grønne.

“Stakkels have,” hviskede Sofie. “Du er bare blevet glemt. Det skal jeg nok lave om på.”

Fra den dag kom Sofie hver dag med en lille spand og en hakke. Hun lugede ukrudt, klippede de vildtvoksende grene og fjernede de visne blade fra fontænen. Det tog lang tid, dag efter dag, men langsomt begyndte haven at vågne.

Solen kunne nu nå ned til jorden, og snart spirede der nye blomster frem. Fugle begyndte at komme på besøg. En morgen fandt Sofie endda en lille pindsvinefamilie, der havde flyttet ind under æbletræet.

En dag tog hun sin mor med ind gennem den lille dør. Hendes mor stod helt stille og kiggede sig omkring. “Sofie,” sagde hun blødt, “det her er jo det smukkeste sted. Og du har vækket det helt selv.”

De ryddede de sidste blade fra fontænen sammen, og til Sofies store overraskelse begyndte vandet langsomt at sive frem igen - kilden under den havde bare været stoppet til. Snart klukkede fontænen sin blide sang, præcis som den må have gjort for hundrede år siden.

Sofie satte sig på bænken under æbletræet, mens solen gik ned og farvede haven gylden. Hun var dejligt træt efter alt sit arbejde, men hjertet var helt fyldt op af glæde.

Den aften, da hun lå i sengen, kunne hun gennem det åbne vindue lige høre fontænen klukke svagt ude i den genfundne have.

“Godnat, lille have,” hviskede hun. “Sov godt - i morgen leger vi videre.”

Og mens haven åndede stille i mørket, fuld af nyt liv, sov Sofie trygt ind, glad over sin allerstørste hemmelighed.