Den lille dampbåd og tågens hemmelighed

Nede i den lille havn lå Tuf. Tuf var en lille rød dampbåd med en skorsten, der pustede små runde skyer, når den sejlede. Hver aften lå den fortøjet ved kajen og lyttede til vandet, der skvulpede blødt mod siden.

En aften lagde tågen sig over havnen som et blødt, gråt tæppe. Og ude på vandet, langt ude i tågen, blinkede der et lys. Et lille gyldent lys, der kom og gik, kom og gik.

“Hvad mon det er?” tøffede Tuf nysgerrigt. De andre både sov allerede. Men Tuf kunne ikke lade være med at undre sig. Så den løsnede forsigtigt sit reb, pustede en lille sky ud af skorstenen og sejlede stille ud i tågen.

Tøf, tøf, tøf, sagde motoren helt blødt. Vandet var roligt som et spejl. Tågen krøllede sig om Tufs skrog, og selvom man ikke kunne se ret langt, var det slet ikke skræmmende. Det var snarere som at sejle gennem en stor, lun sky.

Lyset blinkede igen, lidt tættere på nu. Tuf fulgte det forsigtigt. Måneskinnet sivede svagt gennem tågen, og en enkelt måge sad og duppede på vandet og kiggede søvnigt op.

“Ved du, hvad det lys er?” spurgte Tuf mågen.

“Det er den gamle fyrlampe på den lille ø,” sagde mågen og gabte. “Den vågner kun, når tågen kommer, så bådene kan finde hjem. Følg den bare, lille båd. Den vil dig kun det godte.”

Tuf tøffede videre, og snart dukkede øen frem af tågen - en lille klippeø med et lille fyrtårn, hvis lampe lyste varmt og gyldent. Det var altså det, der havde blinket. Ikke noget mystisk og uhyggeligt. Bare en gammel, venlig lampe, der passede på alle, der sejlede ude om aftenen.

Tuf blev helt rolig indeni. Den sejlede en gang rundt om øen for at sige godaften til fyret, og fyret blinkede tilbage, som om det smilede.

“Tak, fordi du lyser,” tøffede Tuf.

Så vendte den om. Fyrlampens lys fulgte den hele vejen og pegede roligt mod havnen, så Tuf aldrig var i tvivl om vejen hjem. Snart dukkede kajen frem af tågen, og de andre både gyngede stille i søvne.

Tuf gled forsigtigt på plads og bandt sig fast med sit reb. Skorstenen pustede en sidste lille sky ud, helt tilfreds.

Ude på øen lyste fyret videre i tågen, trygt og blidt, som det altid havde gjort.

“Godnat, fyr,” tøffede Tuf ganske lavt. “Godnat, havn. Godnat, vand.”

Og mens vandet skvulpede sin bløde sang mod skroget, sov den lille røde dampbåd ind, helt sikker på, at lyset altid ville være der i morgen.