Den lysende grotte

Ida og hendes lillebror Storm var på sommerferie ved en stille sø, omgivet af mørke skove. Den sidste aften, da solen var ved at gå ned, fortalte den gamle fisker dem en historie. “Ude på øen midt i søen,” sagde han, “er der en grotte. Og om natten, siger man, lyser den blåt indeni. Ingen ved rigtig hvorfor.”

Ida og Storm kiggede på hinanden med store øjne. En grotte, der lyste blåt? Det måtte de bare se.

Næste aften, da det blev mørkt, fik de lov til at låne den lille kano, og deres far roede dem ud mod øen, mens stjernerne tændtes en efter en. Vandet var spejlblankt og helt sort, og kun årernes blide plask brød stilheden. Plask. Plask. Det kriblede dejligt i Idas mave.

De lagde til ved øens bred, hvor en lav klippe rejste sig. Og dér, halvt skjult bag nogle buske, var åbningen til grotten. Inde fra den dybe mørke kunne de ane et svagt, blåligt skær.

“Skal vi gå ind?” hviskede Storm og holdt godt fast i Idas hånd.

“Vi går ind sammen,” sagde Ida. “Og far er lige her.”

De listede ind i grotten, far med en lommelygte bagved. Og da de kom om det første hjørne, gispede de begge to. Hele grottens loft glødede med tusind små blå lys, som en hel stjernehimmel, der hang lige over deres hoveder. Det var det smukkeste, de nogensinde havde set.

“Hvad er det?” hviskede Storm helt forbløffet.

Far smilede og lyste forsigtigt op mod loftet. “Det er små dyr,” sagde han stille. “Bittesmå larver, der laver deres eget lys. De hænger i grottens loft og lyser blåt for at fange små myg. Det kaldes selvlysende, ligesom ildfluer. Det er helt naturligt - og helt ufarligt.”

Ida og Storm satte sig stille på den kølige klippe og kiggede op på det blå stjernehav. Det var slet ikke uhyggeligt. Det var som at sidde i et lille rum fyldt med stjerner, der summede helt sagte. De små lys blinkede og glødede, og spejlbilledet dansede i en lille vandpyt på grottens gulv.

“Det er ligesom at være inde i selve natten,” hviskede Ida.

De blev siddende, til de blev helt rolige, og lyttede til de små dråber, der dryppede et eller andet sted dybt i grotten. Far lagde en arm om dem begge.

Til sidst gabte Storm stort, og de listede ud igen, mens de blå lys fulgte dem med blikket. Udenfor ventede den stille sø og den stjerneklare himmel, der nu lignede grotten - fuld af blinkende lys, både over og under dem.

Far roede dem hjem over det spejlblanke vand. Storm sov næsten allerede med hovedet mod Idas skulder, og Ida kiggede op på stjernerne og ned i vandet, hvor de spejlede sig, og kunne næsten ikke se, hvad der var oppe og nede.

Hjemme krøb de i seng, mætte af undren. Ida lukkede øjnene, og bag øjenlågene kunne hun stadig se den blå grotte gløde, blød og smuk og fuld af små levende stjerner.

“Godnat, lysende grotte,” hviskede hun. “Godnat, lille ø.”

Og mens søen lå spejlblank og stille i natten, og de blå lys glødede deres rolige lys derude på øen, sov Ida og Storm trygt ind, side om side, fulde af den smukkeste hemmelighed.