Den røde cykel og skatten i skoven

Emil havde fået en ny cykel til sin fødselsdag. Den var knaldrød med en blank klokke, der sagde kling-kling, og en lille kurv foran, hvor hans hund Tobias kunne sidde, når benene blev trætte.

En sommereftermiddag fandt Emil et gammelt papir på loftet. Det var et kort - tegnet med blyant, gulnet i kanterne - og øverst stod der med store, klodsede bogstaver: SKATTEKORT. FØLG STIEN GENNEM SKOVEN. Emil genkendte sin fars håndskrift, som den så ud, da hans far selv var dreng.

“Tobias!” råbte Emil. “Vi skal på skattejagt!”

Han satte Tobias i kurven, foldede kortet ud på styret og trillede afsted ad grusvejen mod skoven. Solen sivede gennem træerne og lavede prikker af lys på stien. Tobias gøede glad, og cyklens dæk knasede blødt over grus og kogler.

Kortet viste en sti, der drejede til venstre ved en stor sten. Emil fandt stenen - den lignede en sovende kæmpe - og drejede. Så skulle han følge en bæk, til han nåede et træ, der var spaltet af et lynnedslag for længe siden. Det krible-kriblede i maven, hver gang et nyt tegn på kortet passede.

Emil cyklede langsomt og forsigtigt langs den smalle sti. Han krydsede bækken over en lille træbro, og dér stod det kløvede træ, akkurat som på kortet. På kortet var der nu et lille kryds, og ved siden af stod der: GRAV VED RØDDERNE.

Emil lænede cyklen mod træet og begyndte at grave med en pind i den bløde jord ved rødderne. Tobias hjalp til og gravede med poterne, så jorden føg om ørerne på dem begge. Og pludselig - klonk - ramte pinden noget hårdt.

Emils hjerte hoppede. Han gravede forsigtigt videre og fik fat i en lille metaldåse, rusten og gammel. Med skælvende fingre vred han låget af.

Inde i dåsen lå der ikke guld. Der lå en lille glaskugle, der glimtede som en regnbue i solen, en blank tinsoldat og en seddel. På sedlen stod der med fars drengeskrift: Til den, der finder denne skat. Det er mine yndlingsting. Pas godt på dem. - Anders, 8 år.

Emil måbede. Det var hans fars egen skat, gemt for mange år siden, da han selv var en lille dreng. Den havde ligget her under træet og ventet hele tiden.

Emil puttede forsigtigt skatten i kurven, satte Tobias ovenpå og cyklede hjem, mens skyggerne blev lange, og luften duftede af aftensmad fra husene.

Da han kom hjem og viste sin far dåsen, blev fars øjne helt blanke. “Min gamle skat,” sagde han stille og løftede glaskuglen op i lyset. “Jeg havde helt glemt, at jeg gravede den ned. Tænk, at du fandt den.”

De satte glaskuglen i vindueskarmen, hvor den fangede de sidste solstråler, mens de spiste aftensmad sammen.

Om aftenen, da Emil lå i sengen, stod skattedåsen på natbordet, og glaskuglen blinkede svagt i natlampens skær. Tobias lå sammenrullet ved fodenden og snorkede blødt.

Emil tænkte på den lange tur gennem skoven, det kløvede træ og fars hemmelige skat, der havde ventet så længe. Han følte sig dejligt træt og helt igennem glad.

“Godnat, Tobias,” gabte han og strakte en hånd ned for at klø hunden bag øret. “Sikke en dag, vi har haft.”

Og mens cyklen stod og hvilede i skuret, og skoven sov sin grønne søvn udenfor, drev Emil langsomt ind i drømme om nye eventyr, der ventede lige om hjørnet.