Den syngende brønd

I den lille landsby, hvor Esben boede, stod der en gammel brønd på torvet. Den havde stået der i hundrede år, og ingen brugte den længere. Men om aftenen, når vinden kom fra vest, kunne man høre den. Brønden sang. En lav, blød nynnen steg op fra dybet, som en helt fjern vuggevise.

De fleste i landsbyen lukkede bare vinduerne og tænkte ikke mere over det. Men Esben kunne ikke lade være med at undre sig. Hvem sang dernede i mørket? Og hvorfor?

En aften, da nynnen igen begyndte at stige op, tog Esben sin lommelygte og gik ud på det stille torv. Stjernerne blinkede over ham, og brøndens sang var tydeligere nu - en sart, smuk tone, der steg og faldt.

Esben lænede sig forsigtigt ud over brøndens kant og lyste ned. Det kriblede i ham. Men nede i dybet så han ikke noget skummelt. Han så bare vand, der lå blankt og roligt langt nede, og over vandet hang en gammel jernkrog, hvor spanden engang havde hængt.

Esben lyttede helt stille. Og så forstod han det. Når vinden fra vest blæste hen over brøndens åbning, lavede den en tone - ligesom når man puster hen over en flaske. Og dybt nede gav den runde brønd ekkoet en blød, syngende klang. Det var slet ikke nogen, der sang. Det var vinden og brønden, der lavede musik sammen.

Esben smilede helt op til ørerne. Mysteriet var ikke spøgelser. Det var bare vinden, der spillede på en gammel brønd som på et instrument.

Næste dag fortalte han det til de andre i landsbyen. Den gamle smed nikkede klogt. “Min farfar kaldte den altid ‘den syngende brønd’,” sagde han. “Men ingen huskede hvorfor. Tak, fordi du fandt ud af det, Esben.”

Fra den dag var landsbyboerne ikke længere bange for sangen. Tværtimod. Når vinden kom fra vest om aftenen, åbnede de vinduerne på vid gab og lyttede. Brøndens bløde nynnen drev hen over hustagene som den smukkeste godnatmelodi, og børnene faldt i søvn til den.

Esben holdt mest af alle af lyden. For han vidste nu, hvad det var - ikke noget farligt, men bare en gammel brønd og vinden, der havde fundet sammen og lavet en sang, der havde ventet hundrede år på at blive forstået.

Da han lå i sin seng den aften, kom vinden igen fra vest, og brønden begyndte sin bløde nynnen ude på torvet.

“Godnat, syngende brønd,” hviskede Esben og trak dynen op. “Syng videre, så længe du vil.”

Og brønden sang sin lave, trygge sang ud over den sovende landsby, mens Esben gled ind i de blødeste drømme, hele natten igennem.