Egernet og vintergåden

Nøddebuk var et lille egern med en bustet hale og en travl hverdag. Hele efteråret havde han samlet nødder og gemt dem rundt omkring i skoven - under rødder, i hule træer, i blødt mos. Men nu var den første sne begyndt at falde, og Nøddebuk havde fået et problem.

Han kunne ikke huske, hvor han havde gemt sit forråd.

“Åh nej, åh nej,” pippede Nøddebuk og kradsede sig i hovedet med en lille pote. “Jeg gemte nødder overalt, men nu kan jeg ikke finde en eneste.”

Han satte sig på en gren og tænkte. Det var ligesom en gåde, han selv havde lavet uden at ville det. Og gåder, det vidste Nøddebuk, kunne man løse, hvis bare man kiggede godt efter.

Han hoppede ned fra grenen og begyndte at lede. Først kiggede han under den store eg. Ingenting. Så i den hule birk. Tom. Nøddebuk begyndte at blive lidt urolig, for sneen faldt tættere nu.

Da fik han øje på noget. I sneen var der små fodspor - egernfodspor. Hans egne, fra dengang han travede rundt og gravede! Selvom de næsten var dækket af ny sne, kunne han lige ane dem, hvor de bugtede sig mellem træerne.

Nøddebuks hjerte hoppede af glæde. “Sporene viser vej!” pippede han.

Han fulgte de svage spor gennem skoven. De førte ham til en gammel træstub, og dér, lige under en flad sten, fandt han en hel bunke nødder, han havde gemt og glemt. Og lidt længere henne, ved en mosbeklædt sten, lå der endnu flere.

Men der var så mange nødder - meget mere, end Nøddebuk kunne spise hele vinteren. Mens han stod og kiggede på sit fund, kom en lille fugl flagrende ned. Den så sulten og kold ud.

“Har du noget at spise?” pippede fuglen. “Sneen har dækket alle frøene.”

Nøddebuk tøvede ikke et øjeblik. “Tag bare,” sagde han og skubbede en bunke nødder hen mod fuglen. “Jeg har rigeligt.”

Fuglen kvidrede taknemmeligt. “Tak, lille egern. Og ved du hvad - der ligger en stor bunke nødder oppe ved den knækkede gren. Jeg så dig gemme dem i efteråret. Den havde du nok glemt.”

Nøddebuk hoppede derhen, og ganske rigtigt - der lå hans største forråd af alle. Nu havde han mere end nok til hele vinteren, og han havde fået en ny ven oveni.

Han bar de sidste nødder hjem til sin lune rede i det gamle træ, hvor han havde et blødt leje af tørt løv og uld. Sneen faldt stille udenfor og dækkede skoven i et tæppe af hvidt.

Nøddebuk krøllede sig sammen med sin store hale om kroppen, mæt og tryg, med forrådet sikkert gemt.

“Godnat, skov,” gabte han. “Godnat, lille fugl. Tak for hjælpen.”

Og mens sneen lagde sig blødt over træerne, sov det lille egern roligt ind, klar til en lang og lun vinter.