Flaskeposten på stranden

Asger gik altid langs vandkanten på stranden, lige inden solen gik ned. Han kunne lide den time, hvor himlen blev lyserød, og sandet var køligt under hans bare fødder, og bølgerne lagde sig roligt til ro for natten.

En aften lå der noget i tangen. Det glimtede i den lave sol. Asger gik nærmere. Det var en flaske - en gammel flaske med en prop af kork. Og inde i flasken, det kunne han tydeligt se, lå der et sammenrullet stykke papir.

En flaskepost!

Asger satte sig i sandet med flasken i skødet. Han trak forsigtigt korken op og fiskede papiret ud med to fingre. Det var en lille tegning og et par linjer, skrevet med en lidt ujævn skrift:

“Til den, der finder denne flaske: Jeg sidder i et fyr, der hvor kysten knækker. Hver aften tænder jeg lampen og tænker på, om nogen derude tænker på mig. Skriv tilbage, hvis du har lyst. - Den gamle fyrpasser.”

Asger kiggede ud over vandet. Langt mod vest, der hvor kysten bøjede, kunne han lige se et lille blinkende lys. Fyret. Det havde altid stået der, men han havde aldrig rigtig tænkt over, at der boede en rigtig person derinde, helt alene, som tændte lampen hver aften.

Det kriblede i ham. Han måtte svare.

Han løb hjem, fandt et stykke papir og en blyant og tegnede sig selv på stranden med flasken. Han skrev: “Kære fyrpasser. Jeg fandt din flaske. Jeg hedder Asger, og jeg går her hver aften. Jeg tænker på dig nu. Tak, fordi du tænder lampen - den hjælper bådene hjem.”

Han rullede papiret sammen, puttede det i flasken, satte korken i og gik ned til vandet. Næste morgen, da tidevandet trak ud, lagde han flasken i en strøm, der løb mod fyret, præcis som hans far havde lært ham.

I flere dage kiggede Asger spændt ud mod fyret hver aften. Og en aften - der lå der en ny flaske i tangen. Asger fiskede beskeden ud med bankende hjerte.

“Kære Asger. Din flaske kom helt frem til mit fyr. Jeg blev så glad, at jeg grinede højt for første gang i lang tid. Nu ved jeg, at der er en dreng på stranden, der tænker på mig. Kig op mod fyret hver aften - så blinker jeg en ekstra gang, kun til dig. Din ven, fyrpasseren.”

Asger smilede så stort, at det næsten gjorde ondt i kinderne. Han kiggede ud mod fyret. Og ganske rigtigt - lampen blinkede én, to, tre gange. En ekstra gang. Kun til ham.

Fra den aften var der ikke kun et lys derude i mørket. Der var en ven.

Da Asger lå i sin seng om aftenen, kunne han næsten ikke se fyret gennem vinduet, men han vidste, det var der. Han vidste, at den gamle fyrpasser tændte sin lampe og blinkede den ekstra gang, kun til ham.

“Godnat, fyrpasser,” hviskede Asger ud i mørket. “Tak, fordi du tænder lyset.”

Og så faldt han i søvn, varm og glad, mens bølgerne sang udenfor, og et lille lys blinkede trofast langt ude ved kysten.