Muldvarpen og den glemte gang

Molly muldvarp var en mester i at grave. Hun gravede tunneler i alle retninger, op og ned og rundt i ring, gennem den bløde, mørke jord, som hun kendte så godt. Hun behøvede ikke at se - hendes lille næse og hendes følsomme poter fortalte hende altid, hvor hun var.

En dag gravede Molly lidt dybere end normalt. Jorden blev køligere, og pludselig mærkede hun, at hendes poter ikke længere ramte jord - de ramte luft. Hun var faldet ind i en gammel, tom gang, der var meget større end hendes egne.

“Nej, hvor mærkeligt,” mumlede Molly. Hun trippede ind i gangen. Den var rund og glat, som om nogen havde gravet den for længe siden og så glemt den. Det kriblede lidt i hendes lille muldvarpehjerte. Hvor mon den førte hen?

Molly fulgte gangen forsigtigt. Den bugtede sig dybt under engen. Hist og her hang der gamle rødder ned fra loftet som tynde gardiner, og engang imellem dryppede der en lille dråbe vand, plip, helt blødt.

“Hallo?” kaldte Molly. “Er her nogen?”

Kun et lille ekko svarede. Men Molly var ikke bange. Det var bare en gammel gang, og gamle gange er fredelige steder. Hun trippede videre, til gangen åbnede sig ud i et rundt rum, dybt nede i jorden.

Og dér fik hun sig en overraskelse. Rummet var ikke tomt. På loftet, gennem en sprække i jorden, sivede der et tyndt strejf af måneskin ned, og det ramte en lille samling glimtende sten - kvarts og glimmer, der lyste sølvfarvet i mørket. Det var, som om en hel himmel af stjerner var faldet ned under jorden.

Molly satte sig midt i rummet og kiggede op på de glimtende sten. Det var det smukkeste, hun nogensinde havde set. En gammel muldvarp må have gravet dette rum for længe, længe siden, bare for at sidde og kigge på de glitrende sten i ro og mag.

Men nu blev Molly træt, og hun savnede sin egen lune rede. Hun snusede til luften. Og dér - ganske svagt - kunne hun lugte den velkendte duft af sit eget hjem, der hvor en af de gamle gange løb tæt forbi hendes egen.

Molly fulgte duften gennem mørket, drejede til venstre, så til højre, og pludselig genkendte hun jorden under sine poter. Hun var næsten hjemme. Et par grav til, og så væltede hun ind i sin egen bløde rede af tørt græs og mos.

“Sikke et eventyr,” gabte Molly og krøllede sig sammen. Hun ville fortælle sin mor om det glimtende rum i morgen. Måske kunne de besøge det sammen.

Dybt nede i jorden lå det hemmelige rum og blinkede stille i måneskinnet, lige så fredeligt, som det havde gjort i hundrede år.

“Godnat, glitrende sten,” mumlede Molly ned i mørket. “Godnat, gamle gang.”

Og så sov den lille muldvarp trygt, omsluttet af den bløde, varme jord, der altid passede på hende.