Pindsvinet og den forsvundne stjerne

Hver aften, lige inden Pippin pindsvin krøllede sig sammen i sit bløde blade-rede, talte han stjernerne. En, to, tre, helt op til den allerklareste, der altid sad øverst over det gamle egetræ. Den kaldte han Glimt, fordi den blinkede, lige som man falder i søvn.

Men en aften var Glimt der ikke.

Pippin gned sig i øjnene med sine små poter. Han kiggede igen. Alle de andre stjerner var der. Men pladsen, hvor Glimt plejede at sidde, var mørk og tom.

“Åh nej,” sagde Pippin sagte. “Min stjerne er væk.”

Nu kunne han have lagt sig til at sove alligevel. Men Pippin kunne ikke. Han måtte finde ud af, hvor Glimt var blevet af. Så han trippede ud i den lune sommernat, hvor græsset duftede sødt, og månen lyste vejen op som en stor venlig lampe.

Først mødte han uglen, der sad på en gren og kiggede klogt ned. “Har du set min stjerne?” spurgte Pippin. “Den klareste over egetræet.”

“Hu,” sagde uglen blidt. “Jeg ser mange ting om natten. Men en stjerne, der falder, lander altid blødt. Følg bækken, lille ven. Vand kan lide at samle det, der falder.”

Pippin takkede og trippede ned til bækken. Den klukkede stille over de runde sten. Og dér, i en lille stille pyt ved kanten, lå der noget, der lyste. Et blødt, sølvfarvet skær, der dirrede i vandet.

Pippins hjerte bankede. Var det Glimt, der var faldet ned?

Han listede nærmere. Men da han kiggede helt tæt på, opdagede han noget. Det var ikke stjernen selv. Det var bare dens spejlbillede. Pippin så op - og lige der, et øjeblik mens en sky drev forbi, dukkede Glimt frem igen, klar og blinkende over egetræet.

Stjernen havde aldrig været væk. Skyen havde bare gemt den et lille stykke tid.

Pippin pustede lettet ud, og en lille latter boblede op i ham. “Du gemte dig bare,” hviskede han op til Glimt. “Sikke en spøgefugl, du er.”

Han trippede hjem gennem det dugfriske græs, mens månen fulgte ham hele vejen. Hjemme i reden krøllede han sig sammen, helt varm og tung i kroppen efter sin lange tur.

Han kiggede op en sidste gang. Glimt blinkede til ham, præcis som den plejede.

“Godnat, Glimt,” gabte Pippin. “Vi ses i morgen aften. Jeg skal nok tælle dig igen.”

Og så lukkede den lille pindsvin sine øjne, mens stjernerne holdt vagt, og natten var helt, helt tryg.