Ræveungen og månestien

Rødtot var den mindste ræveunge i kuldet. Hun havde en hale, der var lidt for stor til hende, og en næse, der altid ville snuse til alt nyt. En aften, da hendes mor og søskende allerede var krøbet sammen i den varme hule, kiggede Rødtot ud gennem åbningen.

Månen var stor og rund og hang lige over skoven. Og på jorden, mellem træerne, lå der en sti af lys. Måneskinnet faldt ned mellem grenene og lavede en glitrende stribe, der bugtede sig væk mellem stammerne, så langt Rødtot kunne se.

“Hvor mon den fører hen?” undrede hun sig.

Hun listede forsigtigt ud. Skoven var stille og kølig, og natdyrene hviskede sagte til hinanden. Rødtot fulgte månestien. Den glitrede under hendes poter, og hver gang hun troede, den sluttede, drejede den om endnu et træ og fortsatte.

Hun mødte en sniglende mus. “Hvor fører månestien hen?” spurgte Rødtot.

“Den fører altid derhen, hvor du har allermest brug for at være,” piftede musen og forsvandt ned i sit hul.

Rødtot fulgte stien videre. Den førte hende forbi det store bøgetræ, forbi den lille kilde, der boblede, og op over en lille bakke. Hjertet bankede lidt hurtigere - for hvad var der mon på den anden side?

Hun kravlede op til toppen og kiggede ned. Og dér, nede i dalen, badet i blødt måneskin, lå rævenes hule. Hendes egen hule. Hun kunne se den lille bunke af sovende søskende i åbningen og sin mor, der havde løftet hovedet og kiggede op mod bakken - lige mod Rødtot.

Månestien havde ikke ført hende langt væk på et stort eventyr. Den havde ført hende hjem igen. Hele vejen rundt og hjem.

Rødtot trippede ned ad bakken, og hendes mor mødte hende halvvejs og puffede hende kærligt med næsen. “Du må ikke gå så langt alene, lille rævling,” sagde hun blidt. “Men jeg er glad for, at månen viste dig vej tilbage.”

“Musen havde ret,” gabte Rødtot. “Stien førte mig derhen, hvor jeg helst ville være.”

De krøb sammen ind i hulen, hvor søskendeflokken lå og sov i en blød, varm bunke. Rødtot pressede sig ind imellem dem, og hendes mor lagde sin store hale hen over dem alle som et tæppe.

Udenfor blinkede månestien stadig svagt mellem træerne, klar til at vise vej for enhver, der måtte fare vild.

“Godnat, måne,” hviskede Rødtot ind i pelsen. “Tak, fordi du fandt vejen hjem.”

Og så sov den lille ræveunge ind, varm og tryg, midt i sin allerbedste flok.