Stjernekikkerten

Noa fik en gave af sin onkel, der rejste verden rundt. Det var en gammel messingkikkert, slidt og blank af mange hænder. “Den her har set mange himmelhvælv,” sagde onklen og blinkede. “Måske finder du noget med den, som ingen andre har set.”

Den aften kunne Noa næsten ikke vente med at prøve den. Da det blev mørkt, klatrede han op på taget af garagen med et tæppe og kikkerten. Himlen var helt klar, og stjernerne stod som tusind små lys.

Noa rettede kikkerten mod himlen. Først så han bare en sløret plet, men da han drejede på den lille messingring, blev billedet skarpt - og pludselig kunne han se månen så tæt på, at han kunne se dens bjerge og dale. Han fik helt åndenød af begejstring.

Han svingede kikkerten videre over himlen. Og dér, mellem to stjernebilleder, fik han øje på noget mærkeligt. Et lille lys, der blinkede - ikke som en stjerne, der står stille, men et lys, der langsomt bevægede sig hen over himlen.

Noas hjerte bankede. Hvad var det? Han fulgte det med kikkerten. Det gled stille og roligt fra den ene side af himlen mod den anden, blinkende hele vejen.

Han løb ind og hentede sin far. “Far, der er et lys på himlen, der bevæger sig! Det er ikke en stjerne!”

Far kom med op på taget og kiggede gennem kikkerten. Han smilede stort. “Ved du hvad det er, Noa? Det er ikke noget farligt og hemmeligt. Det er en rumstation. Den flyver rundt om hele Jorden, højt oppe over os, og deroppe bor der mennesker - astronauter - der arbejder og sover, mens den glider hen over himlen.”

Noa måbede. “Bor der mennesker deroppe? Lige nu?”

“Lige nu,” nikkede far. “Og måske kigger en af dem ud af vinduet og ser ned på os, præcis som vi kigger op på dem.”

Noa kiggede igen gennem kikkerten på det lille blinkende lys og tænkte på astronauterne, der svævede deroppe i det store mørke, så langt væk, og alligevel ikke længere væk end et lille blink på himlen. Tanken gjorde ham helt rolig og fuld af undren på samme tid.

Han fulgte lyset med øjnene, til det forsvandt bag horisonten.

“Kommer den igen?” spurgte han.

“Mange gange,” sagde far. “Hver eneste nat flyver den rundt om Jorden igen og igen. Den er der altid, selv når du ikke kan se den.”

De sad lidt på taget sammen og kiggede på stjernerne, til Noa blev søvnig, og far bar ham ind og lagde ham i sengen med kikkerten på natbordet.

Noa lukkede øjnene og tænkte på astronauterne højt oppe, der svævede roligt rundt om hele verden, mens han lå trygt i sin egen seng under det samme store himmelhvælv.

“Godnat, stjerner,” hviskede han. “Godnat, I deroppe.”

Og et eller andet sted, langt over de sovende huse, gled et lille lys stille hen over nattehimlen, mens Noa faldt blødt i søvn.