Uglen og de tre lys

Lulu var en lille ugleunge, der lige havde lært at flyve. Hun sad på sin gren i det høje grantræ og øvede sig i at se i mørket, sådan som ugler skal. Hendes mor sad ved siden af hende og holdt øje.

En aften, da månen var skjult bag skyerne, og skoven var ekstra mørk, fik Lulu øje på noget mærkeligt. Nede mellem træerne bevægede der sig tre små lys. De svævede langsomt afsted, det ene efter det andet, og slyngede sig mellem stammerne.

“Mor,” hviskede Lulu og krøb tættere ind. “Hvad er de lys? De bevæger sig helt af sig selv.”

Hendes mor kiggede roligt ned. “Lad os flyve nærmere og finde ud af det,” sagde hun blidt. “Husk, lille Lulu - det er næsten altid sådan, at det, der ser mystisk ud på afstand, bliver helt almindeligt, når man ser det på nært hold.”

De lettede stille fra grenen og gled lydløst gennem natteluften, sådan som kun ugler kan. Tættere og tættere på de tre lys. Lulus lille hjerte bankede, men hun stolede på sin mor.

Og da de kom helt tæt på, så Lulu, hvad lysene var. Det var tre vandrere - en mor, en far og et lille barn - der gik gennem skoven med hver sin lygte i hånden. De var på vej hjem fra en aftentur, og lygterne lyste dem vej mellem træerne.

Lulu pustede lettet ud. Det var slet ikke spøgelser eller troldmagi. Det var bare en familie med lygter, der ledte efter vej hjem i mørket.

Den lille familie standsede et øjeblik. Barnet kiggede op og fik øje på de to ugler, der sad på en gren. “Se!” hviskede barnet henrykt. “To ugler! De kigger på os!”

Forældrene smilede og løftede deres lygter lidt højere, så uglerne kunne se dem bedre. Og Lulu uglede stolt sit allerførste rigtige “huhu” ned til dem, som for at sige godnat.

Barnet vinkede, og familien gik videre med deres tre lygter, der svævede roligt mellem træerne, til de forsvandt ud af skoven og hjem mod deres varme hus.

Lulu fløj tilbage til sin gren ved siden af sin mor og pustede sine fjer op. “Du havde ret, mor,” sagde hun. “Lysene var bare nogen, der ledte efter vej hjem.”

“Det er de næsten altid,” nikkede hendes mor og lagde sin store vinge over den lille ugleunge.

Skoven blev stille igen, men nu var mørket ikke spor uhyggeligt for Lulu. Det var bare blødt og roligt, fyldt med små lyde af natdyr, der også var ved at falde til ro.

Lulu krøb ind under sin mors varme vinge, og hendes øjenlåg blev tunge.

“Godnat, skov,” uglede hun ganske sagte. “Godnat, små lys, hvor I end er nu.”

Og så sov den lille ugleunge trygt ind, højt oppe i det svajende grantræ, mens månen kiggede frem bag skyerne og lyste blødt over hele den fredelige skov.