Den knirkende vindmølle

Lidt uden for byen stod en gammel vindmølle på en bakke. Dens store vinger drejede langsomt rundt om natten, og når vinden tog fat, knirkede de højt: kniiirk, knaaark, kniiirk.

Børnene i byen syntes, den lød uhyggelig i mørket. “Hvorfor knirker den sådan?” hviskede de. “Hvad foregår der derinde?”

En aften kunne en pige ved navn Alma ikke sove. Hun kiggede ud ad vinduet og så møllens vinger dreje blødt mod den stjerneklare himmel. Den knirkede sin dybe lyd, og Alma blev mere nysgerrig end bange. Hun tog sin frakke på og gik op ad bakken.

Møllens dør stod på klem. Indenfor var der mørkt og lunt og duftede af gammelt træ og mel. Helt oppe under taget drejede et stort tandhjul langsomt rundt, og det var dét, der lavede den knirkende lyd.

“Goddag,” sagde en gammel, knirkende stemme. Det var møllen selv, der talte. “Jeg har stået her i hundrede år. Velkommen, lille Alma. Du er ikke bange for at komme op?”

“Lidt,” indrømmede Alma. “Du knirker så højt.”

Møllen lo en blød, knagende latter. “Det er bare mine gamle vinger, der strækker sig,” sagde den. “Hele dagen maler jeg korn til mel, så bageren kan bage brød til byen. Det er hårdt arbejde. Om natten drejer jeg ganske langsomt og synger min søvnige sang, mens jeg hviler mig.”

Alma satte sig på en sæk mel, der var blød som en pude. Hun lyttede til møllens lyd. Kniiirk, knaaark. Nu, hvor hun vidste, hvad det var, lød det slet ikke uhyggeligt. Det lød som en gammel rugestol, der vugger frem og tilbage.

“Det er faktisk en rar lyd,” sagde Alma.

“Det er min vuggevise,” knirkede møllen stolt. “Jeg synger den for markerne og for kornet og for alle, der bor i byen. Hør bare, hvor langsomt mine vinger drejer nu. For hvert sving bliver sangen blødere.”

Alma lyttede. Vingerne drejede langsommere og langsommere, og knirken blev dybere og roligere. Det var, som om hele møllen åndede stille omkring hende.

Hun lænede sig tilbage mod den varme melsæk. Møllens sang vuggede hende blidt, kniiirk, knaaark, langsommere og langsommere, og hendes øjenlåg blev tunge som mel.

“Sov nu, lille Alma,” knirkede møllen blødt. “Jeg drejer ganske langsomt og passer på dig, til din mor kommer og henter dig. Min sang følger dig ind i drømmen.”

Og Alma sov, lunt og trygt, mens den gamle vindmølle drejede sine vinger helt langsomt og sang sin dybe, knirkende vuggevise ud over de stille marker.

Fra den nat var ingen børn bange for møllen mere. For nu vidste de, at den knirkende lyd bare var en gammel, venlig mølle, der sang verden i søvn.

Sov godt, lille ven. Lad en blød, knirkende sang vugge dig langsomt ind i natten.