Den mørke skov der hviskede

Bag Majas hus lå en skov, der så meget mørk ud om aftenen. Træerne stod tæt sammen, og når vinden gik gennem grenene, lød det, som om skoven hviskede hemmeligheder.

“Hvad mon den siger?” tænkte Maja, hver gang hun kiggede ud ad vinduet. Hun var lidt bange for skoven. Men hun var også meget, meget nysgerrig.

En aften, da månen var stor og rund som en sølvtallerken, tog Maja sin varmeste trøje på og listede ud i haven. Skoven hviskede igen. Suuus-shhh. Suuus-shhh.

Maja tog et skridt ind mellem træerne. Så et til. Mosset var blødt under hendes fødder, og luften duftede af jord og kølige blade.

“Hallo?” hviskede hun. “Hvem hvisker derinde?”

Et lille lys tændtes mellem træerne. Det var et lysorm, der lyste blødt grønt. Og så et til. Og et til. Snart var hele skovbunden fuld af små, venlige lys, der svævede stille omkring som lygter til en hemmelig fest.

“Vi hvisker bare godnat,” sagde en blød stemme. Det var et gammelt egetræ, der talte langsomt, sådan som gamle træer gør. “Når vinden går gennem vores blade, fortæller vi alle dyrene, at det er tid til at sove.”

Maja kiggede sig omkring. Bag en busk lå en ræv sammenrullet med halen om snuden. Højt oppe sad en ugle og blinkede søvnigt. Under en sten sov en familie af pindsvin tæt sammen.

“Suuus-shhh,” hviskede træerne. “Sov nu, sov nu.”

Maja forstod det pludselig. Skoven var slet ikke uhyggelig. Den var bare en stor, blød barnepige, der sang for alle sine dyr om natten.

“Vil du også høre vores godnatsang?” spurgte egetræet venligt.

Maja satte sig på en blød mostue og lænede sig op ad den brede stamme. Træerne viftede ganske sagte. Lysormene dansede langsommere og langsommere. Og hviskenen blev til en blød vuggevise, der lød som havet langt borte.

Maja gabte. Hendes øjenlåg blev tunge. Det varme træ holdt hende, og månen lyste ned gennem grenene som et godnatkys.

Snart kom Majas far og bar hende sovende hjem til hendes egen seng, mens skoven hviskede sit bløde farvel bagved.

Fra den nat var Maja aldrig mere bange for skoven. For nu vidste hun, at den bare hviskede den blødeste godnat i hele verden.

Sov godt, lille ven. Hør, hvor blidt natten hvisker til dig.