Monsteret under sengen

Storm var sikker på, at der boede et monster under hans seng. Hver aften hørte han det. Det lavede små lyde i mørket: en snøften, et suk, en sagte ravlen.

I lang tid turde Storm ikke kigge. Han lå helt stille med dynen op til hagen og lyttede til de underlige lyde, der kom nedefra.

Men en aften blev Storm mere nysgerrig end bange. Han tog en lygte, lænede sig forsigtigt ud over sengekanten og lyste ned i mørket.

Og dér, helt nede i et hjørne mellem en sok og en glemt bog, sad det.

Monsteret var ikke stort og frygteligt. Det var lille og lodden, lilla over det hele, med to store øjne og to ører, der hang ned som på en sørgmodig hund. Da lyset ramte det, gemte det sit ansigt bag sine poter.

“Åh nej,” peb monsteret. “Nu så du mig. Undskyld. Jeg går igen.”

Storm blinkede overrasket. “Hvorfor gemmer du dig under min seng?”

Monsteret kiggede frem mellem fingrene. “Fordi der er mørkt og trygt,” hviskede det. “Og fordi jeg ikke har nogen at være sammen med. Jeg lavede vist for meget larm. Jeg gør det ikke med vilje. Jeg snøfter bare, når jeg er ensom.”

Storm mærkede, at han slet ikke var bange længere. Han var lidt ked af det på monsterets vegne.

“Hvad hedder du?” spurgte Storm.

“Lodne,” sagde monsteret og blev en anelse mere lilla af glæde over at blive spurgt. “Ingen har nogensinde spurgt før.”

Storm rakte en pude ned under sengen. “Så er du ikke ensom mere,” sagde han. “Du kan ligge her, lige under mig. Hvis du bliver bange, kan du banke tre gange på madrassen, så banker jeg tilbage.”

Lodne tog imod puden, som var den den fineste gave i hele verden. Det loddne væsen krøb sammen om den og sukkede, men denne gang var det et glad suk.

“Godnat, Storm,” hviskede Lodne nedefra.

“Godnat, Lodne,” hviskede Storm fra oven.

Og lige før Storm faldt i søvn, mærkede han tre små bank på madrassen. Han bankede tre gange tilbage. Så lå de begge to helt rolige, hver på deres side af madrassen, og var ikke spor ensomme længere.

Fra den aften var lydene under sengen ikke uhyggelige mere. De var bare lyden af en lille ven, der også skulle sove.

Sov godt, lille ven. Selv monstre vil bare have nogen at holde af.