Skyggen på væggen

Hver aften, når Lukas’ natlampe lyste, dukkede der en stor skygge op på væggen ved siden af sengen. Den bevægede sig, når han bevægede sig, og blev kæmpestor, når lyset flakkede.

Lukas trak dynen op til hagen. “Hvad er det dog for en skygge?” hviskede han. “Den er så stor og underlig.”

Da hørte han en blid, hviskende stemme komme lige fra væggen.

“Vær ikke bange,” sagde skyggen. “Det er bare mig. Jeg er din egen skygge. Jeg følger dig hele dagen, og om aftenen lægger jeg mig på væggen for at hvile mig.”

Lukas kiggede forsigtigt frem. “Min egen skygge? Men jeg troede, skygger var uhyggelige.”

Skyggen lo en blød, mørk latter. “Slet ikke,” sagde den. “Jeg er den blødeste ven, du har. Jeg har fulgt dig overalt i dag. Kan du ikke huske det? Jeg gyngede sammen med dig i haven. Jeg løb om kap med dig på vejen hjem. Jeg sad ved siden af dig ved aftensmaden.”

Lukas tænkte efter og smilede. Det var jo sandt. Skyggen havde været med ham hele dagen, helt trofast.

“Skal vi lege, før vi sover?” hviskede skyggen. “Hold dine hænder op mod lyset.”

Lukas løftede hænderne. Skyggen formede sig straks om dem. Med en lille bevægelse blev hans hænder til en hare med lange ører, der vippede. Med en anden blev de til en fugl, der baskede med vingerne hen over væggen.

Lukas lo stille. Han lavede en hund, der gøede uden lyd, og en sommerfugl, der fløj rundt i ring. Skyggen fulgte hver eneste bevægelse, blødt og legende.

“Det her er det fineste skyggeteater,” hviskede skyggen. “Men nu bliver dine arme vist trætte.”

Det var sandt. Lukas’ arme var blevet tunge, og hans øjenlåg ligeså. Han lod hænderne synke ned i dynen.

“Så lægger vi os begge til at sove,” sagde skyggen blødt og bredte sig roligt ud på væggen som et stille tæppe. “Jeg holder dig med selskab hele natten. Og når solen står op, er jeg klar til at følge dig hele dagen igen.”

Lukas slukkede lampen. Skyggen forsvandt blidt ind i mørket, lige der ved siden af ham, trygt og nært.

“Godnat, lille skygge,” hviskede Lukas.

“Godnat, Lukas,” hviskede skyggen tilbage. “Jeg er lige her.”

Fra den nat var Lukas aldrig bange for skygger mere. For nu vidste han, at hans egen skygge bare var en trofast ven, der altid var nær.

Sov godt, lille ven. En trofast ven følger dig, både i lyset og i mørket.