Spøgelset der var bange for mørket

På et gammelt loft, helt oppe under taget, boede et lille spøgelse, der hed Bu. Bu var blød og hvid som en dyne og lige så let som en sæbeboble. Men Bu havde en hemmelighed, som ingen andre spøgelser kendte: Bu var bange for mørket.

Hver aften, når huset blev stille, og månen kiggede ind gennem det støvede vindue, krøb Bu sammen bag en gammel kuffert og rystede helt fint i sine spøgelseskanter.

“Hvad var det?” hviskede Bu, da en gren raslede mod ruden. “Og hvad var dét?” piskede Bu, da en mus trippede over gulvet.

En aften kunne Bu ikke holde det ud længere. Det lille spøgelse svævede ned ad trappen, gennem væggen og ind i et soveværelse, hvor en pige ved navn Liv lå lysvågen i sin seng.

Liv så det lille spøgelse og blev slet ikke bange. Hun satte sig op og hviskede: “Hej. Hvorfor ryster du?”

“Jeg er bange for mørket,” indrømmede Bu og blev en lille smule lyserød af forlegenhed.

Liv smilede. “Det er sjovt,” sagde hun. “Jeg troede, det var spøgelser, man skulle være bange for. Men du er jo bare blød og sød.”

Bu satte sig forsigtigt på sengekanten. “Er du ikke bange for mig?”

“Nej,” sagde Liv. “Skal vi være bange sammen? Så er det halvt så slemt.”

Og det gjorde de. De lå side om side og kiggede ud i mørket, og Liv pegede på alle de ting, der lød uhyggelige.

“Det dér er bare gardinet, der vifter,” sagde hun. “Og det dér er katten, der spinder nedenunder. Og den lyd dér er bare huset, der gaber, fordi det også er træt.”

Lidt efter lidt holdt Bu op med at ryste. Mørket var slet ikke fuldt af farlige ting. Det var fuldt af helt almindelige, søvnige ting, der bare ville sove ligesom dem.

“Mørket er faktisk ret blødt,” sagde Bu forundret. “Som et stort, mørkeblåt tæppe.”

“Ja,” gabte Liv. “Det lægger sig over hele verden, så alle kan hvile.”

Bu lagde sin bløde spøgelsesarm over Liv som en ekstra dyne, kølig og let. Og Liv lod sin hånd hvile i den hvide tåge og mærkede, at den var varm af venlighed.

Sådan faldt de begge to i søvn, pigen og det lille spøgelse, mens månen holdt vagt og mørket pakkede dem rigtig godt ind.

Fra den nat var Bu aldrig mere bange. For nu vidste det lille spøgelse, at mørket bare er nattens måde at sige godnat på.

Sov godt, lille ven. Mørket er blødt, og nogen passer altid på dig.