Tågen på mosen

Bag Sofus’ hus lå en mose, hvor der hver aften lagde sig en tyk, hvid tåge. Den krøb langsomt hen over vandet og lagde sig om sivene, så man ikke kunne se ret langt. Sofus syntes, tågen var lidt uhyggelig.

“Hvad gemmer den mon på?” tænkte han, hver gang han kiggede ud ad vinduet om aftenen.

En stille aften, da månen var næsten fuld, kunne Sofus ikke sove. Han tog sine gummistøvler på og gik forsigtigt ned mod mosen. Tågen kom ham i møde, blød og kølig, og kildede hans kinder som en fjerlet hånd.

“Hej, lille Sofus,” hviskede tågen med en stemme, der lød som vind over vand. “Vær ikke bange. Jeg gør ingen fortræd. Jeg er bare nattens tæppe.”

“Nattens tæppe?” spurgte Sofus.

“Ja,” sagde tågen blødt. “Hver aften kommer jeg op af mosen og lægger mig over alle dyrene, så de kan sove godt. Kom, så viser jeg dig det.”

Tågen åbnede sig forsigtigt, og Sofus kunne pludselig se. Dér, på en tue, sov en familie af ænder med hovedet under vingen. Tågen lagde sig blidt over dem som en blød dyne.

Lidt længere væk lå en hare i sit leje. Tågen pakkede den ind, så den ikke frøs. Og ude på vandet sov to svaner tæt sammen, mens tågen holdt dem varme og skjulte.

“Jeg gemmer dem for natten,” hviskede tågen. “Så ingen forstyrrer deres søvn. Når solen står op, trækker jeg mig tilbage ned i mosen og hviler mig, til det bliver aften igen.”

Sofus rakte hånden ud og lod tågen glide gennem fingrene. Den var blød som mælk og kølig som morgendug. Den var slet ikke uhyggelig. Den var den blideste ven, mosen havde.

“Er du træt nu, lille Sofus?” spurgte tågen og lagde sig let om hans skuldre som et sjal.

Sofus gabte. Tågen var så blød og rolig, at hans øjenlåg blev tunge af bare at mærke den.

“Så skal du hjem og sove,” hviskede tågen. “Jeg følger dig til døren. Og i nat lægger jeg mig også over dit hus, så du sover lige så godt som ænderne og haren og svanerne.”

Sofus gik hjem, og tågen fulgte ham hele vejen, blød og venlig. Da han kroppede i seng, kunne han se den ude ved vinduet, hvor den lagde sit hvide tæppe over hele verden.

Fra den nat var Sofus aldrig bange for tågen mere. For nu vidste han, at den bare var nattens bløde dyne for alt levende.

Sov godt, lille ven. Et blødt tæppe lægger sig over hele verden i nat.