Trolden under broen

Under en gammel stenbro ved skovbækken boede en trold, der hed Bums. Han var stor som en bjørn og lodden som et tæppe, og når han brummede, rystede broens sten en lille smule.

Folk skyndte sig over broen og turde ikke kigge ned. “Pas på trolden,” sagde de. “Han brummer så uhyggeligt.”

Men sandheden var, at Bums slet ikke brummede for at skræmme nogen. Han brummede, fordi han var ensom. Hver aften sad han alene under broen og kiggede på stjernerne, der spejlede sig i bækken, og sukkede sit store, dybe suk.

En aften gik en lille dreng ved navn Felix over broen. Han kunne ikke sove og var gået ud for at se på månen. Da han hørte det dybe brum nedenunder, blev han først bange. Men så lød det så trist, at han bøjede sig ud over rækværket og kiggede ned.

Dér sad Bums, stor og lodden, med tårer så store som regndråber i sine venlige øjne.

“Hvorfor græder du?” spurgte Felix forsigtigt.

Bums kiggede op, overrasket over, at nogen talte til ham. “Fordi alle løber forbi,” brummede han blødt. “Ingen siger nogensinde godnat til mig. Jeg sidder her helt alene hver eneste aften.”

Felix’ hjerte blev varmt af medlidenhed. Han klatrede forsigtigt ned ad skrænten og satte sig ved siden af den store trold. Bums var slet ikke uhyggelig på tæt hold. Han var blød og varm og lugtede af mos og regn.

“Jeg kan da sige godnat til dig,” sagde Felix venligt.

Bums’ øjne blev helt store. “Vil du virkelig det?”

Felix nikkede. De sad sammen og kiggede på stjernerne, der dansede i bækkens stille vand. Bums begyndte at brumme igen, men nu lød det helt anderledes. Det lød som en dyb, blød vuggevise, der fik vandet til at krusse i takt.

“Det er en smuk sang,” gabte Felix og lænede sig op ad troldens lodne arm.

“Det er min godnatsang,” brummede Bums stolt. “Jeg har sunget den for mig selv i mange år. Men det er meget bedre at synge den for nogen.”

Brummen blev dybere og blødere, og Felix’ øjenlåg blev tunge. Bums lagde forsigtigt en stor, varm hånd over drengen som et tæppe.

“Nu skal du hjem og sove, lille Felix,” brummede trolden blidt. “Men kommer du igen i morgen og siger godnat?”

“Det lover jeg,” mumlede Felix søvnigt.

Bums fulgte ham hjem til døren og brummede sin bløde sang hele vejen. Og fra den aften var Bums aldrig ensom mere, for hver eneste nat kom Felix og sagde godnat.

Fra den nat skyndte ingen sig længere over broen. For nu vidste de, at det dybe brum bare var en venlig trold, der sang verden i søvn.

Sov godt, lille ven. Lad en dyb, blid sang følge dig ind i drømmen.