Uglen i det gamle tårn

Øverst på bakken stod et gammelt tårn. Det var højt og gråt, og om natten lyste der et enkelt vindue helt oppe i toppen. Børnene i byen kaldte det Spøgelsestårnet og turde ikke gå derop, når det blev mørkt.

“Der bor sikkert noget uhyggeligt,” sagde de til hinanden. “Hvad er det dog for et lys?”

En dreng ved navn Otto var modigere end de andre, eller måske bare mere nysgerrig. En aften, da han ikke kunne sove, så han lyset i tårnet blinke. En, to, tre gange. Det var næsten, som om det vinkede til ham.

Otto tog sin jakke på og gik op ad den snoede sti. Tårndøren stod på klem og knirkede, da han skubbede den op. Indenfor snoede en trappe sig op og op i skæret fra det varme lys.

Da Otto kom helt op, fandt han ikke et spøgelse. Han fandt en stor, blød ugle med fjer i farver som varm kakao. Uglen sad ved en lille lampe og kiggede ud over den sovende by.

“Goddag,” sagde uglen venligt. “Eller rettere godnat. Jeg hedder Uffe. Jeg har ventet på, at en af jer skulle blive nysgerrig nok til at komme op.”

“Hvad laver du heroppe?” spurgte Otto forsigtigt.

“Jeg passer på byen, mens den sover,” sagde Uffe. “Hver aften tæller jeg lysene, der slukker i husene. Når et barn ikke kan sove, ser jeg deres vindue lyse, og så uhuer jeg helt blødt, så de ved, at nogen holder vagt.”

Otto kiggede ud ad vinduet. Han kunne se hele byen ligge der, lille og fredelig under stjernerne. Et enkelt vindue lyste stadig. Det var hans eget.

“Det var dig, der vinkede til mig,” sagde Otto.

“Ja,” sagde Uffe og blinkede med sine store, runde øjne. “Jeg så, at du var vågen. Vil du tælle de slukkede lys med mig?”

De satte sig sammen ved vinduet. Otto pegede, og Uffe uhuede blødt for hvert hus, hvor et barn faldt i søvn. Uhu. Uhu. Lyden var rolig som et åndedræt, blød som en fjer.

Lidt efter lidt blev Ottos øjne tunge. Uglens varme fjer kildede hans kind, og lampens skær var som en lille sol i det store mørke tårn.

“Jeg tror, det sidste lys er ved at slukke,” hviskede Uffe og bredte en blød vinge over Otto. “Det er dit.”

Og det var det. Otto sov, trygt og varmt, mens Uffe holdt vagt over ham og over hele den sovende by.

Fra den nat var ingen af børnene bange for tårnet mere. For nu vidste de, at lyset deroppe bare var en venlig ugle, der ønskede dem godnat.

Sov godt, lille ven. En venlig vagt holder øje med dig hele natten.