Den lille natteflagermus der kun drak kakao

I et gammelt slot med høje tårne boede en lille natteflagermus, der hed Vito. Han havde to små, hvide tænder og en sort kappe af vinger, og folk troede, han var meget farlig.

“Pas på flagermusen i slottet,” hviskede de. “Den ser så uhyggelig ud.”

Men sandheden var, at Vito var den mest forsigtige og bløde flagermus, man kunne tænke sig. Og hver eneste aften gjorde han kun én ting: han lavede sig en stor kop varm kakao.

En aften fløj en lille fugleunge ved navn Pia ind ad slottets vindue og fór vild i de mørke gange. Hun rystede over hele kroppen, da hun så Vito hænge i loftet med sin sorte kappe og sine hvide tænder.

“Åh nej,” peb Pia. “En farlig flagermus! Gør mig ikke noget!”

Vito blev helt forskrækket over hendes skræk. Han lod sig falde blødt ned fra loftet og landede forsigtigt på gulvet. “Vær ikke bange, lille fugl,” sagde han venligt. “Jeg gør ikke en flue fortræd. Jeg ville faktisk lige til at lave kakao. Vil du have en kop?”

Pia kiggede forundret op. “Drikker du… kakao?”

“Ja da,” lo Vito og hældte varm kakao op i to små kopper. “Hvad skulle jeg ellers drikke? Den er det blødeste, jeg ved. Jeg laver den med en knivspids kanel og en lille sky af flødeskum ovenpå.”

Pia tog forsigtigt imod koppen. Kakaoen var varm og sød og duftede vidunderligt. Hun tog en lille slurk, og en dejlig varme bredte sig helt ud i hendes fjer.

De satte sig sammen ved det høje vindue og kiggede ud på stjernerne, mens de drak deres kakao. Vito var slet ikke uhyggelig. Han fortalte sjove historier om alle de stjerner, han kendte ved navn, og pakkede sin bløde kappe om Pia, så hun ikke frøs.

“Hvorfor tror alle, du er farlig?” spurgte Pia og gabte.

Vito trak på skuldrene med sine vinger. “Fordi jeg ser anderledes ud,” sagde han blødt. “Men det er jo bare det yderste. Indeni er jeg fuld af kakao og godnathistorier. Man kan ikke se et hjerte udenpå.”

Pia nikkede søvnigt. Kakaoen var drukket op, stjernerne lyste blødt, og Vitos kappe var varm og rolig om hende.

“Nu skal du sove, lille Pia,” hviskede Vito. “Du kan putte dig her i min kappe i nat, og i morgen tidlig hjælper jeg dig med at finde hjem.”

Pia krøb ind i den bløde, sorte kappe, der var lun som en rede. Vito hang forsigtigt i loftet med hende godt indpakket, og snart sov de begge to, mens slottets tårne stod stille og trygge under stjernerne.

Fra den nat var ingen bange for flagermusen i slottet mere. For nu vidste de, at de hvide tænder bare hørte til den blødeste lille kakaoven i hele riget.

Sov godt, lille ven. Bag det, der ser anderledes ud, gemmer der sig ofte den blødeste varme.