Ællingerne der fulgtes ad

Ved kanten af en stille sø boede en andemor med sine ællinger. To af de mindste hed Bib og Bob. De var næsten lige store, og de var altid sammen.

En eftermiddag svømmede hele andefamilien ud for at lede efter mad mellem sivene. Bib og Bob svømmede bagest, for de var de mindste, og de blev så optaget af at kigge på en flot vandnymfe, der dansede over vandet, at de slet ikke lagde mærke til, at deres mor og søskende var svømmet langt foran.

Da Bib endelig kiggede op, var de helt alene.

“Hvor er mor?” piftede Bib forskrækket.

“Og hvor er de andre?” piftede Bob. De kiggede sig rundt. Overalt var der bare høje siv og stille vand. De kunne ikke se reden. De kunne ikke se deres mor. De var faret vild.

Bob følte sig helt lille og bange. Men så svømmede Bib hen til ham og lagde sin lille vinge på hans ryg.

“Vi er ikke alene,” sagde Bib. “Vi er jo to. Så længe vi følges ad, skal det nok gå. Lad os finde vejen sammen.”

Det gjorde Bob lidt modigere. De to ællinger svømmede tæt sammen, side om side, gennem de høje siv.

“Lad os lytte,” sagde Bib. “Mor kalder altid på os. Måske kan vi høre hende.”

De holdt helt stille på vandet og lyttede. Og ganske svagt, langt borte, hørte de en blid lyd: “Rap … rap … rap.” Det var andemors stemme.

“Den vej!” piftede de begge to. Og de svømmede mod lyden, helt tæt sammen, så de ikke skulle blive væk fra hinanden igen.

For hvert åretag blev mors stemme lidt tydeligere. “Rap, rap,” lød det. Og pludselig delte sivene sig, og der var søen åben og blank foran dem, med den varme aftensol spejlet i vandet.

Og der, på den anden side, sad andemor i reden med alle de andre ællinger og kaldte ud over vandet.

“Mor!” piftede Bib og Bob og svømmede så hurtigt deres små svømmefødder kunne. Andemor bredte sine store vinger ud og tog imod dem.

“Mine små,” sagde hun blidt. “Jeg var så bange for jer. Hvordan fandt I hjem?”

“Vi fulgtes ad,” sagde Bib stolt. “Og vi lyttede efter dig.”

Andemor samlede alle ællingerne ind under sine varme vinger. Bib og Bob krøllede sig sammen i midten, helt tæt på hinanden og på deres mor.

Solen sank ned bag søen, og himlen blev blød og rosa. Vandet lå helt stille. Og de små ællinger faldt i søvn under mors lune fjer, trygge og glade og hjemme igen.

Sov nu sødt, lille ven. Følg med en, du holder af, så finder I altid vej.

Godnat.