Bamse og kanin deler sengen

På hylden i et børneværelse boede en blød brun bamse, der hed Bumle, og en lille stofkanin med lange ører, der hed Hoppe. De var de bedste venner og legede sammen hele dagen, mens barnet var i børnehave.

En aften, da barnet var faldet i søvn i sin store seng, ville Bumle og Hoppe også gerne sove. De plejede at sove på hylden. Men i aften var hylden kold, for vinduet stod på klem.

“Lad os finde et lunere sted,” sagde Bumle.

De kiggede sig omkring i værelset. Henne i hjørnet stod en lille dukkeseng med en blød dyne og en lillebitte pude. Den så varm og hyggelig ud.

“Der!” sagde Hoppe. “Vi sover i dukkesengen.”

Men da de begge to kravlede op i den lille seng, opdagede de et problem. Sengen var lavet til én. Bumle var ret stor og buttet, og Hoppe havde meget lange ben. Når Bumle lagde sig til rette, faldt Hoppe ud over kanten. Og når Hoppe lagde sig godt, var der ingen plads til Bumle.

“Hov,” sagde Bumle. “Vi kan ikke begge to være her.”

De tænkte sig om. Ingen af dem ville sove alene på den kolde hylde. Og ingen af dem ville have, at den anden skulle fryse.

“Måske skal vi ligge på en ny måde,” sagde Hoppe klogt. “Hvad nu hvis du ligger med hovedet i den ene ende, og jeg ligger med hovedet i den anden ende? Så ligger mine lange ben langs dine, og vi fylder lige meget.”

De prøvede. Bumle lagde sit hoved på den lille pude i den ene ende. Hoppe lagde sit hoved i den anden ende. Og se! Nu passede de begge to ind i den lille seng, helt tæt sammen, med fødderne ved hinandens kinder.

“Det virker!” sagde Bumle glad. “Der er plads til os begge to, når vi rykker lidt sammen.”

De trak den lille bløde dyne op over dem begge. Hoppes lange ører kildede Bumles tæer, og det fik dem til at fnise lidt. Men så blev de stille og hyggelige.

Værelset var dunkelt og roligt. Barnet sov trygt i sin store seng, og månen kiggede blødt ind ad vinduet og lyste over den lille dukkeseng i hjørnet.

“Godnat, Hoppe,” gabte Bumle.

“Godnat, Bumle,” gabte Hoppe og viftede lidt med ørerne.

Og bamsen og stofkaninen faldt i søvn i den lille seng, varme og trygge og helt tæt sammen, fordi de havde fundet en måde, hvor der var plads til dem begge.

Sov nu sødt, lille ven. Rykker man bare lidt sammen, er der altid plads nok.

Godnat.