Bedstefar og den gamle båd

Ved en stille sø stod et lille sommerhus med en gammel træbåd, der lå vendt om på græsset. Båden var slidt og blegnet af mange somre, og bedstefar havde sagt, at den trængte til en kærlig hånd.

“Skal vi male den sammen, Maja?” spurgte bedstefar en aften, da solen var begyndt at sænke sig.

“Ja!” sagde Maja. Hun elskede at hjælpe sin bedstefar.

Bedstefar fandt en spand blå maling frem og to pensler, en stor til ham og en lille til Maja. De satte sig på knæ ved den gamle båd, og bedstefar viste hende, hvordan man dyppede penslen og strøg malingen på i lange, rolige strøg.

“Sådan,” sagde han stille. “Ingen grund til at skynde sig. Vi har hele aftenen.”

Maja malede forsigtigt. Hun kunne godt lide lyden af penslen, der strøg hen over træet, og hvordan den gamle, grå båd langsomt blev smukt blå, plet for plet. De arbejdede side om side uden at sige så meget. Det var en behagelig stilhed.

Engang imellem fik Maja maling på fingrene, og bedstefar fik en blå plet på næsen, og så grinede de begge to.

“Ved du hvad, Maja,” sagde bedstefar, mens han malede. “Da jeg var en lille dreng, malede jeg den her båd sammen med min egen far. For mange, mange år siden. Det var en sommeraften ligesom denne her.”

“Var det også blå?” spurgte Maja.

“Det var det,” smilede bedstefar. “Og nu maler jeg den med dig. Det er en af de fineste ting, jeg ved: at gøre noget roligt sammen med en, man holder af.”

Maja malede videre og tænkte på, at hendes egen far engang havde været en lille dreng, der sad lige her ved søen med penslen i hånden. Det var en dejlig tanke.

Da solen var ved at gå helt ned, var båden færdig. Den skinnede smukt og blå i det sidste sollys. Maja og bedstefar satte sig på bænken og betragtede den.

“Den blev flot,” sagde Maja.

“Det blev den,” sagde bedstefar og lagde sin store, varme arm om hende. “Og det blev den, fordi vi lavede den sammen.”

Søen lå helt blank og stille. En enkelt fugl fløj lavt hen over vandet på vej hjem til reden. Aftenen var lun og fredelig, og der duftede svagt af maling og af sø.

Maja lænede sig ind mod sin bedstefars skulder og blev pludselig meget søvnig. Bedstefar mærkede det, løftede hende forsigtigt op og bar hende ind i sommerhuset.

“Godnat, lille malermester,” hviskede han og lagde hende i sengen.

“Godnat, bedstefar,” gabte Maja. “Skal vi sejle i båden i morgen?”

“Det skal vi,” lovede han. “Helt roligt ud over den stille sø.”

Og med tanken om den fine blå båd og en hel dejlig dag på søen i vente faldt Maja i søvn, tryg og glad og fuld af gode minder.

Sov nu sødt, lille ven. De roligste stunder med dem, vi elsker, er de allerbedste.

Godnat.