De to stjerner der fandt hinanden

Højt, højt oppe på den mørkeblå nathimmel boede en lille stjerne, der hed Glimt. Hun lyste så godt hun kunne, men hun boede helt yderst på himlens kant, langt væk fra alle de andre stjerner, og om natten følte hun sig ofte lidt ensom.

På den anden side af himlen boede en anden lille stjerne, der hed Funkel. Også han boede helt for sig selv, langt fra de store, lysende stjernebilleder. Og også han følte sig sommetider lidt alene deroppe i det store mørke.

En nat var himlen ekstra klar. Glimt kiggede ud over hele himlen og fik øje på et lille lys, langt, langt borte, ovre på den anden side. Det blinkede svagt, ligesom hun selv.

“Hej!” råbte Glimt, så højt en stjerne nu kan råbe, hvilket er med et lille blink. “Er der nogen derovre?”

Og langt borte blinkede Funkel tilbage. “Ja! Jeg er her! Jeg troede, jeg var helt alene.”

“Det troede jeg også!” blinkede Glimt glad.

Så begyndte de to ensomme stjerner at blinke til hinanden hver eneste nat. Når Glimt blinkede, blinkede Funkel tilbage. Det blev til en hel lille samtale af lys, der dansede henover den store himmel. Og pludselig var ingen af dem ensomme mere.

“Jeg ville ønske, vi kunne være tættere på hinanden,” blinkede Glimt en aften.

Funkel tænkte sig om. Stjerner kan ikke flytte sig særlig hurtigt. Men hen over mange, mange nætter, ganske langsomt, gled de to stjerner lidt efter lidt tættere på hinanden, mens himlen langsomt drejede rundt, sådan som himlen nu gør.

Og en helt særlig nat, da månen var rund og klar, var de endelig kommet så tæt på hinanden, at deres lys blandede sig sammen.

Og noget vidunderligt skete. Hvor de to små stjerner hver for sig kun havde lyst svagt, lyste de nu sammen så klart og smukt, at børn nede på jorden pegede op og sagde: “Se! Hvor de to stjerner skinner!”

“Vi lyser meget stærkere sammen, end vi gjorde hver for sig,” blinkede Glimt forundret.

“Det gør venner,” blinkede Funkel varmt. “Sammen skinner vi altid lidt klarere.”

Nu var de to stjerner aldrig ensomme mere. Hver nat hang de side om side på himlen og holdt hinanden med selskab, og deres fælles lys faldt blødt ned over alle de børn, der lå i deres senge nedenunder.

Hvis du kigger ud ad dit vindue en klar aften, kan du måske se dem: to små stjerner helt tæt på hinanden, der skinner ekstra smukt, fordi de skinner sammen.

Og mens du ligger her og kigger på dem, blinker de blidt ned til dig, som for at sige godnat.

Sov nu sødt, lille ven. Tænk på en, du holder af, og luk dine øjne under den klare stjernehimmel.

Godnat.