De to venner der blev uvenner

I sandkassen ved siden af det store kastanjetræ legede to bedste venner. Den ene hed Liva, og den anden hed Theo. De legede sammen hver eneste dag, og de var lige gode til at bygge de fineste sandkager.

Denne dag byggede de en kæmpestor sandkage sammen, den største de nogensinde havde lavet. De pyntede den med små sten og en pind på toppen.

Men da kagen var færdig, kom de op at skændes.

“Det er min kage,” sagde Theo. “Jeg fyldte spanden.”

“Nej, det er min,” sagde Liva. “Jeg vendte den om og fandt stenene.”

De skændtes og skændtes. Og pludselig, helt uden at de mente det, kom Theo til at puffe lidt for hårdt til spanden, og den store, fine sandkage faldt sammen i en bunke sand.

Begge to blev helt stille.

“Du ødelagde den,” sagde Liva, og hendes øjne blev våde.

“Det var ikke med vilje,” sagde Theo, men han var også ked af det. Liva rejste sig og gik hen og satte sig på en bænk med ryggen til. Theo satte sig på den anden side af sandkassen og kiggede ned i sandet. Nu var de uvenner.

Det blev en kedelig eftermiddag. Liva sad alene på sin bænk. Theo sad alene i sandet. Ingen af dem legede. Og selvom de begge to var sure, savnede de allerede hinanden.

Efter lidt tid kiggede Theo over på Liva. Hun sad helt sammenkrøllet og så ked af det ud. Og Theo tænkte, at han egentlig slet ikke havde lyst til at være sur længere. Han havde meget mere lyst til at lege.

Så rejste han sig op og gik langsomt hen til bænken.

“Liva,” sagde han stille. “Undskyld jeg ødelagde kagen. Det var en dum ting at skændes om. Jeg vil hellere være din ven.”

Liva kiggede op. Og hendes ansigt blev blødt. “Undskyld jeg blev så sur,” sagde hun. “Jeg vil også hellere være din ven.”

De gav hinanden et knus. Og så følte de sig begge to meget lettere, som om en tung sten var faldet af deres skuldre.

“Skal vi bygge en ny kage?” spurgte Theo. “En endnu større?”

“Ja!” sagde Liva. “Og denne gang er det vores kage. Begges to.”

Så byggede de sammen til solen gik ned, og de lavede den allerstørste, fineste sandkage, de nogensinde havde set.

Da Liva senere lå i sin seng den aften, tænkte hun på, hvor dejligt det havde været at blive venner igen. Det var meget bedre end at være sur. Hun smilede, mens hun krøllede sig sammen under dynen.

Sov nu sødt, lille ven. Hvis nogen er ked af det i dag, kan I altid blive venner igen i morgen.

Godnat.