Den nye i børnehaven

I børnehaven Solstrålen legede Albert hver dag med sine venner. Han kendte alle børnene, og de kendte ham, og det var trygt og dejligt.

En morgen, da Albert kom ind ad porten, så han et barn, han aldrig havde set før. Det var en lille pige med to fletninger, og hun stod helt alene ved garderoben og holdt fast i sin mors hånd. Hun så lidt bange ud.

“Det er Yara,” sagde pædagogen. “Hun er ny her i dag. Det er hendes allerførste dag.”

Albert kunne huske, hvordan det havde været hans egen første dag for længe siden. Han havde også været bange. Han havde stået helt alene og ikke vidst, hvad han skulle. Det havde været en kedelig følelse.

Da Yaras mor gik, satte Yara sig helt alene på en bænk i hjørnet. Hun legede ikke. Hun kiggede bare ned i gulvet. Albert kunne se, at hun var ked af det.

De andre børn løb forbi og legede deres lege. Men Albert blev stående. Han tænkte, at det måtte være rigtig svært at være helt ny et sted, hvor man ikke kendte nogen.

Så gik han langsomt hen til bænken og satte sig ved siden af Yara.

“Hej,” sagde han venligt. “Jeg hedder Albert. Vil du være med til at bygge med klodser? Jeg er ved at bygge det højeste tårn i hele verden.”

Yara kiggede forsigtigt op. Og så kom der et lille smil frem. “Ja tak,” sagde hun stille.

De gik hen til klodserne sammen, og Albert viste hende, hvor de fineste klodser var. Sammen byggede de et tårn, der blev så højt, at de næsten ikke kunne nå toppen. De grinede, da det væltede med et stort brag, og så byggede de bare et nyt.

Inden længe legede Yara, som om hun havde gået i børnehaven altid. De legede sammen hele dagen, og da Yaras mor kom for at hente hende, råbte Yara: “Mor! Jeg har fået en ny ven! Han hedder Albert!”

Albert blev helt varm indeni. Han havde gjort en ny ven glad, bare ved at sige hej.

Da Albert om aftenen lå i sin seng, fortalte han sin far om Yara.

“Det var flot gjort,” sagde far og strøg ham over håret. “Du så, at hun var ked af det, og så hjalp du hende. Det er det fineste, man kan gøre for et andet barn.”

Albert smilede. Han kunne stadig huske Yaras glade ansigt, da tårnet væltede med et brag. Han glædede sig allerede til at lege med hende igen i morgen.

“Godnat, far,” sagde Albert og gabte stort.

“Godnat, min gode ven,” sagde far og slukkede lyset.

Og Albert faldt i søvn med en varm, glad følelse i maven, mens han tænkte på sin nye ven og alle de tårne, de skulle bygge sammen.

Sov nu sødt, lille ven. Et venligt hej kan gøre en hel dag dejlig.

Godnat.